Tidligere Android-ejere går efter ældre iPhones af særligt to grunde
Der er dukket en ny, interessant trend op blandt de Android-brugere, der skifter til iPhone. De fleste af dem vælger nemlig en iPhone til en overkommelig pris frem for de dyreste iPhone-topmodeller med de bedste funktioner.
I en ny analyse fra Consumer Intelligence Research Partners (CIRP) fremgår det, at en stor del af dem, der køber iPhones – nærmere bestemt omkring 15 procent af det samlede antal købere – er tidligere Android-brugere. Disse tal har vi skrevet om før.
Se også: Priser og tilbud på iPhones
Tidligere Android-brugere foretrækker ældre iPhones
Som noget nyt kan CIRP dog også afsløre, at de tidligere Android-brugere foretrækker de ældre iPhone-modeller frem for de nyeste.
Dataene, der spænder over 12 måneder frem til december 2023, indikerer, at 29 procent af de tidligere Android-brugere, der er skiftet til iPhone, har valgt en iPhone SE-, en iPhone 12- eller iPhone 13-model. Til sammenligning opgraderede 21 procent af iPhone-brugerne sin telefon til de samme modeller.
Det er også interessant at se på Android-brugernes købsmønstre, når det gælder de dyrere iPhone-modeller. Selvom de fleste tidligere Android-brugere valgte de dyreste iPhones fra, var der stadig nogle, der valgt en dyr iPhone.
Af analysen fremgår det, at 37 procent af de tidligere Android-brugere valgte en iPhone 14, iPhone 15 Pro eller iPhone 15 Pro Max, da de skiftede til Apple-telefoner i løbet af 2023. Sammenligner man med eksisterende iPhone-brugere, valgte 43 procent af dem en af de modeller.
Se også: Sælg din brugte iPhone med stor fortjeneste
Pris og funktionalitet vigtigere end at have den nyeste model
Der er to primære faktorer bag denne trend. For det første er der mange af dem, der skifter fra Android til Apple, der har billigere Android-telefoner, så det er naturligt for dem også at skifte til en iPhone, der ligger i nogenlunde samme prisklasse.
For det andet kræver det ikke en af de nyeste iPhones at komme ind i Apples ”indhegnede have” med adgang til selskabets eksklusive features som iMessage og FaceTime. Adgangen til de funktioner opleves som en værdi i sig selv – også selv om det er gennem en ældre og billigere iPhone.
Denne adfærd sætter spørgsmålstegn ved opfattelsen, at det altid er den nyeste teknologi, der er det mest attråværdige. I stedet viser den en mere pragmatisk tilgang til smartphones, hvor pris og funktionalitet er mere vigtigt end at eje den nyeste model.
Læs også: Drop dyre iPhones: Her får du meget mere mobil for pengene