Norlys vil opsætte 300.000 ladestandere i Danmark

Snart vil der stå Norlys på din lokale ladestander. I samarbejde med EVBox vil Norlys frem mod 2030 opsætte hele 300.000 ladestandere i Danmark.

Norlys vil opsætte 300.000 ladestandere i Danmark

Leverandøren af elektricitet og internet Norlys og den hollandske EVBox, som laver opladningsinfrastruktur til elbiler, har indgået et strategisk partnerskab, hvor der skal opsættes ladestandere til elbiler og plug-in hybrider i det danske landskab. Norlys og EVBox vil sammen opsætte intet mindre end 300.000 ladestandere frem mod 2030, og dermed bidrage betydeligt til den ladeinfrastuktur, der er en af forudsætningerne for et elektrificeret Danmark.

“Som andelsselskab er det naturligt for os at tænke i denne nye vigtige infrastruktur, samt hvordan vi igennem partnerskaber kan være med til at sikre et grønnere Danmark. Men vi ser også ind i et intenst teknologikapløb, hvor dem med de stærkeste løsninger er dem, der sætter landkortet af ladestandere. Derfor er det jo helt afgørende for os som selskab at vælge vores samarbejdspartner med omhu. EVBox er en stærk aktør, der tænker grønt som os, og som forstår kernen i den grønne omstilling. Samtidig er de førende indenfor tekniske ladeløsninger og tilhørende it-platforme og ved, at man skal investere massivt for at få succes”, siger Mads Brøgger, direktør for Norlys Energi.

Se også: IONIQ 7 – stor fuldelektrisk SUV på vej fra Hyundai

Der skal stå Norlys på din ladestander

I fremtiden vil der således stå Norlys på rigtig mange af ladestanderne i danskernes indkørsler og på de offentlige rumparkeringspladser. Helt i tråd med Norlys’ strategiske sigte, skal denne fremtidsvision realiseres igennem partnerskabet med EVBox, der også ser Norlys som en stærk samarbejdspartner:

“Norlys har som Danmarks største energi- og telekoncern en stor rækkevidde og kræfterne til for alvor at skabe infrastruktur og bidrage betragteligt til den grønne omstilling. Vi er stolte over at kunne være med på den rejse. Vi har mange års erfaring og et veludviklet produkt på både teknologi og software. Der er ingen tvivl om, vi sammen kan skabe gode ting til gavn for de danske kunder”, siger Bram Poeth, der er Kommerciel Direktør i EVBox.

Netop strategiske partnerskaber og nye teknologier er opskriften på at finde de løsninger, der skal sikre den grønne omstilling. Derfor er valget af samarbejdspartner også resultatet af en grundig forudgående analyse.

“Jeg er virkelig godt tilfreds med, at vi nu kan indgå partnerskab med en helt igennem professionel partner med nogle utroligt stærke produkter. Der er ingen tvivl om, at vi står ved en skillevej, hvor Norlys skal handle meget aktivt og tilbyde nye løsninger for at udbygge positionen som en førende aktør i markedet på den korte og lange bane. Vi har et enormt stærkt værditilbud med enkle og gode løsninger, der er rettet mod fremtiden, og vi kan allerede nu konstatere, at der er en særdeles stor og positiv efterspørgsel på vores løsninger hos kunderne”, slutter Mads Brøgger.

Se også: Nordens største messe for elbiler kommer til Danmark

Hvornår kommer de første ladestandere fra Norlys?

Vi har taget fat i Norlys for at skaffe mere information om hvornår disse ladestandere dukker op, hvor de i første omgang vil være og hvor hurtigt de vil oplade. Vi opdaterer artiklen, når vi hører fra Norlys.

Læs også: Hvad skal man gøre, når en elbil løber tør for strøm?