Audis software får kæmpe løft i 2026

Volkswagen-koncernens samarbejde med amerikanske Rivian giver fremtidige Audi-biler Tesla-lignende software. Det giver Audi store fordele, men først i 2028.

Audis software får kæmpe løft i 2026

Audi bliver det første bilmærke under Volkswagen-koncernen, der lancerer en bil med en fuld softwarearkitektur udviklet i samarbejde med den amerikanske elbilproducent Rivian.

Den nye Tesla-lignende software vil gøre Audis kommende elbiler til ægte softwaredefinerede biler og bringe masser af fordele med sig.

Læs mere om Audis softwareplaner. Se også de bedste infotainmentsystemer på markedet lige nu.

Se også: Alle elbiler fra Audi i Danmark

Audi er først med fuld Rivian-software i 2028

Lanceringen af Audis nye software sker i 2028 og markerer et stort skift i Audis udviklingsstrategi, hvor den nye softwarearkitektur skal reducere kompleksiteten, bidrage til hurtigere udvikling af nye biler og udnytte muligheden for over-the-air-opdateringer i langt større omfang end i dag.

Det er den lille og billige bybil, Volkswagen ID.1, som i 2027 debuterer med enkelte elementer af Rivians softwarearkitektur, men Audi bliver altså først med den komplette softwarepakke.

Ifølge Audis direktør Gernot Döllner introduceres teknologien i to nye modeller på en helt ny platform, hvorefter den gradvist rulles ud til hele modelprogrammet. Man kunne forestille sig, at de første to elbiler med softwarearkitekturen bliver en ny Q4 e-tron og en ny Q8 e-tron – begge med Volkswagen-koncernens kommende SSP-platform.

Se også: Hvilke elbiler er bedst i test?

Audi vil udfordre Tesla og kineserne på software

Brugen af den nye softwarearkitektur udviklet i fællesskab med Rivian betyder for Audi kortere udviklingscyklusser, mere stabile systemer og hurtigere tilpasning af softwaren i bilernes levetid gennem over-the-air-opdateringer – noget, som kunder i dag forventer i en tid, hvor software i elbiler aldrig har været vigtigere.

Audis brug af den nye softwarearkitektur kan forbedre det tyske bilmærkes konkurrencedygtighed mod Tesla og de mange nye kinesiske producenter, der vil have en bid af kagen i Europa. Både Tesla og kineserne har et massivt fokus på software, som de etablerede producenter nu er ved at tilpasse sig til.

Audis software er absolut brugbar, som den er i dag, men både brugergrænseflade og den bagvedliggende softwarearkitektur kan og vil blive forbedret i 2028. Foto: Audi

Audis infotainmentsystem anvender allerede i dag Android Automotive, ligesom Rivians infotainmentsystem gør – begge dog uden adgang til Googles tjenester. Den store forskel mellem Audi og Rivians implementering af Android Automotive ligger i den bagvedliggende softwarearkitektur.

Her har Rivian fundet opskriften på en simpel og fleksibel implementering med færre enheder til elektronikstyring, mens Volkswagen-koncernens softwarearkitektur har været uhyre kompleks og krævende at arbejde med.

Når Audi tager den nye softwarearkitektur i brug, kan bilmærket for alvor introducere softwaredefinerede biler. Det sil sige en elbil, hvor software er den primære platform for funktioner, udvikling og opdateringer, i stedet for at hardware alene bestemmer, hvad bilen kan.

Se også: De billigste elbiler i Danmark

Perspektivering

Vil Audis kommende infotainmentsystem være blandt de bedste på markedet? Meget tyder på det takket være samarbejdet med Rivian, men kun tiden vil vise det. I mellemtiden kan du se de bedste infotainmentsystemer på markedet lige nu.

Se også nye og kommende elbiler med Android Automotive, som både Audi og Rivian bruger.

Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Test af elbiler
Seneste nyt om elbilteknologier