Stor fremgang i BMW Groups salg af elbiler

BMW Group øjner en fordobling af salget af elbiler i 2022 sammenlignet med 2021 til trods for, at BMW-koncernens samlede salg af biler pt. ligger 20 procent lavere end i 2021.

Stor fremgang i BMW Groups salg af elbiler

Ligesom så mange andre etablerede bilproducenter har tyske BMW Group skruet gevaldigt op for omstillingen fra fossile brændstofmotorer til elektriske biler. Det vidner et nyt regnskab over årets andet kvartal om.

Ifølge regnskabet har BMW Group, som tæller BMW, MINI og Rolls-Royce, solgt i alt 563.536 biler på verdensplan i løbet af månederne april, maj og juni. Det er et fald på næsen 20 procent sammenlignet med samme periode for et år siden. Det giver et samlet salg i første halvår på 1,16 millioner biler – en tilbagegang på 13 procent.

Læs også: Nu kaster BMW sig over Android Automotive

Salget af elbiler fra BMW og MINI er vokset 85 procent

Knap så dårligt går det for BMW’s salg af elbiler. Faktisk går det temmelig godt. I andet kvartal solgte BMW Group i alt 40.9602 rene elbiler (BEV), hvoraf en del af dem er MINI’er. Det svarer til 7,2 procent af bilkoncernens salg i perioden og er en fremgang på 85,2 procent sammenlignet med 2. kvartal i 2021.

Og kigger man over hele første halvår af 2022, hvor der er solgt 75.891 elbiler, er der tale om en endnu større fremgang på 110,3 procent sammenlignet med første halvår af 2021. BMW Group forventer dermed, at det samlede salg af elbiler i 2022 vil fordobles sammenlignet med 2021 og dermed overstige 200.000 eksemplarer.

“På trods af et meget udfordrende miljø var vi i stand til at mere end fordoble vores salg af fuldt elektriske køretøjer på verdensplan i første halvår af året. Det er ikke kun vores elektrificerede modeller, der inspirerer kunder over hele verden: Takket være vores innovative og bæredygtige produktsortiment var BMW-mærket endnu engang nummer et på verdensplan inden for premium-bilsegmentet i første halvår,” oplyser Pieter Nota, bestyrelsesmedlem i BMW AG.

Stor efterspørgsel på BMW’s elbiler

Ifølge BMW er der lige nu stor efterspørgsel på firmaets elbiler. Blandt andet er der lige nu 34.000 bestillinger på BMW i4 fra sidste år i ordrebogen alene i Europa. Senere i år vil BMW også udvide porteføljen af modeller med en i3, som kun kommer til Kina, samt iX1 og i7, som begge er gået i produktion denne måned. Næste år kommer BMW Group med en BMW i5, en elektrisk MINI Countryman og en elektrisk Rolls-Royce Spectre.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler