Bilimportør lokker med gratis opladning i et år: Kan det betale sig?

Køber du ny elbil fra Citroën, Leapmotor, Peugeot m.fl., følger der nu et års "gratis" opladning med. Men ladeabonnement gemmer på ekstraregninger og begrænsninger.

Ladeudbydere og opladning
Foto: Norlys

I et nyt treårigt samarbejde tilbyder bilimportøren Wismo Group og energiselskabet Norlys et års gratis opladning ved køb af en ny elbil.

Tilbuddet lyder tillokkende, men abonnementets vilkår kræver, at du som bilkøber kigger ekstra godt efter i det med småt.

Få et års ”gratis” opladning med i købet

Fra 1. september til 31. oktober 2026 udstyrer Wismo Group deres elbiler fra Peugeot, Opel, DS Automobiles, Fiat, Jeep, Alfa Romeo, Leapmotor, Exlantix og Hongqi med et års gratis opladning via Norlys.

Aftalen inkluderer ladeløsningen “Oplad 15”, som indeholder leje af ladeboks, standardinstallation og 250 kWh strøm om måneden. Det svarer til omkring 15.000 kilometer kørsel om året, men varierer naturligvis meget alt efter elbilens strømforbrug og dit køremønster.

For bilister uden mulighed for egen ladeboks tilbydes den tilsvarende løsning på Norlys’ offentlige netværk kaldet Oplad Ude 15. Samlet har kampagnen en værdi på op til 6.635 kroner.

Læs ogsåOpladning af elbil i hjemmet: Den billigste ladeløsning

Det med småt: En kompliceret ladeløsning

Spørgsmålet er dog, om tilbuddet reelt er så attraktivt, som det lyder. Norlys’ Oplad 15- og Oplad 25-abonnementer er en noget kompliceret størrelse, da der hverken er tale om et gennemskueligt ad hoc-ladeprodukt eller en ren fastprisaftale.

Du er godt nok sikret en minimumspris, men du er på ingen måde sikret mod ekstraregninger. For at tilbuddet overhovedet kan svare sig, skal dit kørselsmønster ramme de 250 inkluderede kWh præcist hver eneste måned.

Kører du mindre, går ubrugte kilowatt-timer tabt, og du betaler for strøm, du aldrig bruger. Kører du mere, skal du betale ekstra for merforbruget.

Samtidig har Norlys sikret sig mod stigende energipriser ved at indføre et elprisloft. Overstiger den rene elpris i gennemsnit 0,89 kroner per kWh i en måned, opkræves et energitillæg direkte hos dig som kunde.

Læg dertil, at du låses til et lukket økosystem, hvor den offentlige opladning udelukkende gælder på Norlys’ egne ladepunkter.

Sammenlignet med Toyotas kampagne fra i foråret, hvor bilkøbere fik tre års opladning til en værdi af over 25.000 kroner med i købet, blegner Wismos etårige tilbud altså noget, omend lidt naturligvis også har ret.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov

Sådan udnytter du tilbuddet bedst

Værdien af tilbuddet ligger i virkeligheden i selve installationen. Hvis du køber en af de mange elbiler fra Wismo, der indgår i kampagnen, bør du tage imod den gratis installation af ladeboks i det første år. Når de 12 måneder er gået, kan det dog sjældent svare sig at fortsætte på abonnementet.

Efter det første år bør du i stedet udnytte, at kablerne allerede er trukket i hjemmet. Du kan med fordel skifte til en billigere ladeudbyder eller købe din egen ladeboks og lade en lokal elektriker montere den billigt.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov

Bliv klogere på valg af ladeløsning

Der er mange ting at tænke over, inden man vælger en ladeløsning til sin elbil. Læs meget mere om valg af ladeløsing, ladeudbyder, ladeboks, elselskab og installation af ladeboks.

Læs ogsåOpladning af elbil i hjemmet: Den billigste ladeløsning