EU dræber alligevel ikke benzin- og dieselbiler

EU's plan om en 100 procent CO2-reduktion i nye biler solgt fra 2035 skrottes. Et nyt krav om 90 procent reduktion redder benzin- og dieselbiler fra et egentligt forbud.

EU dræber alligevel ikke benzin- og dieselbiler

EU har skrinlagt forbuddet mod salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2035. I stedet for et 100 procent CO2-mål indføres nu et fleksibelt mål på 90 procent reduktion.

Dette redder forbrændingsmotoren og tillader særligt hybridbiler.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

EU dropper 2035-forbud mod benzin- og dieselbiler

EU har skrinlagt planerne om et effektivt forbud mod salg af nye biler med forbrændingsmotorer fra 2035.

I stedet for et mål om 100 procent reduktion i CO2-udledningen for nyregistrerede biler i 2035 og frem, som reelt ville have forbudt benzin- og dieselbiler, vil der nu blive indført mere fleksible regler.

Ifølge Manfred Weber, der er præsident for EPP, som er den største gruppe i Europa-Parlamentet, bliver det obligatoriske mål nu en 90 procent reduktion af CO2-udledningen for nye biler fra 2035, og der vil heller ikke være et 100 procent mål fra 2040.

Se også: De bedste elbiler til prisen

EU giver sig efter pres fra store bilproducenter

Ændringen betyder, at det teknologiske forbud mod forbrændingsmotorer er taget af bordet, og alle motorer, der i øjeblikket produceres, kan fortsat produceres og sælges. Aftalen vil især tillade salg af plug-in hybridbiler (PHEV) og elbiler med rækkeviddeforlænger (EREV) efter 2035.

Ændringen sender et vigtigt signal til bilindustrien og skal sikre arbejdspladser i lyset af den øgede konkurrence fra Kina, et svagt salg af elbiler og høje produktionsomkostninger.

Bilproducenter som Volkswagen, Stellantis og BMW har alle lobbyet for en blødere lovgivning, der lader kunderne bestemme tempoet for den grønne omstilling af bilparken frem for at sætte for faste mål, der er svære at nå i praksis.

Europa-Kommissionen forventes officielt at præsentere de nye planer den 16. december.

Ingen betydning for Danmark

At EU holder døren på klem for benzin- og dieselbiler, får næppe nogen stor betydning på det danske marked. Danmark er et af EU’s foregangslande, når det gælder den grønne omstilling af bilparken. I 2025 er to tredjedele af alle biler solgt elbiler, og udviklingen går kun i retning af en endnu større udbredelse af elbiler i de kommende år.

Når vi når 2035, vil der formentlig kun være et meget begrænset salg af benzin- og dieselbiler, så i praksis vil det ikke være mange, der får gavn af lovændringen.

I andre store dele af Europa kniber det dog gevaldigt med at fremme elbilerne. Det er især på grund af den manglende infrastruktur og manglende statslige økonomiske incitamenter, at elbilerne ikke er mere attraktive især i de sydlige og østlige dele af EU.