Her ligger Nordjyllands nye kæmpe lynladestation til elbiler
Har du savnet at kunne lade din elbil hurtigt i Nordjylland, er der gode nyheder til dig. Clever åbner nu en af landets største lynladestationer i området.
Se også: Test af elbiler
Ny kæmpe lynladestation til elbiler
Skal det være lettere at være elbilist, skal opladning være let og ligetil. Det mener Clever også, som nu åbner endnu en stor lynladestation i Danmark. Den nye lynladestation åbner den 30. marts, hvor Clever inviterer til indvigelse.
Den nye lynladestation er placeret i nærheden af både Frederikshavnsmotorvejen og Hirtshalsmotorvejen og ligger således i et trafikalt knudepunkt for de elbilister, der kører til og fra Aalborg, Frederikshavn og Hjørring.
På stationen kan 16 elbiler oplades samtidigt. Lynladerne vil tilbyde op til 300 kW ladeeffekt, der typisk lader en elbil fra 0 til 80 procent på under 30 minutter, afhængig af bilens evne til at lade.
Der er behov for flere ladere til elbiler
Det er Clevers mål, at opsætte 750 lynladepunkter og 4.500 normalladepunkter på landsplan i år. Ifølge Clever er det nødvendigt for at imødekomme ladebehovet fra det stigende antal elbiler, som finder vej til de danske veje:
”Vi ser en fordobling i antallet af elbiler sammenlignet med sidste år. Derfor skruer vi endnu mere op for tempoet og accelererer udviklingen af lademuligheder i hele landet. Med lynladestationen i Nørresundby kommer vi nu ét skridt nærmere vores målsætning om at etablere 20.000 offentlige Clever-ladepunkter inden udgangen af 2025,” siger Casper Kirketerp-Møller,” der er direktør i Clever.
Clever har netop også afsløret, at de bygger endnu en stor lynladestation ved Rønnede på Sydsjælland. Denne station vil byde på 18 ladestik og med samme høje ladeeffekt.
Betal for opladning med Dankort eller app
Ligesom på andre Clever-lynladestationer vil den nye station være tilgængelige for alle med elbil. Her kræves ikke en abonnement eller en ladebrik for at starte opladning. Det er muligt at betale via Clevers app eller med dankort.
Se også: Sammenlign elbiler