Hyundai Ioniq 6 får overraskende billig pris
Hyundais Ioniq 6 fik sin danske premiere sidste år på elbilmessen eCarExpo, hvor bilproducenten var klar med mange detaljer om elbilen. Det er efterhånden lidt tid siden og Hyundai har endnu ikke kunnet fremvise en dansk pris på Ioniq 6.
Ioniq 6 har dog nu fået en pris i USA, der er meget skarp og går direkte efter Teslas Model 3.
Se også: Hyundai IONIQ 6: Her er alle specifikationer
Hvad kommer Hyundai Ioniq 6 til at koste?
Der er store forventninger til Ioniq 6, der ikke mindst skal leve op til den utroligt vellykkede Ioniq 5, men også kommer på et tidspunkt, hvor Tesla har sat priserne voldsomt ned. Hyundai Ioniq 6 er nemlig et oplagt alternativ til Tesla Model 3. Spørgsmålet er dog, om Hyundai kan matche Tesla.
En dansk pris på Ioniq 6 er endnu ikke officiel, men bliver det sandsynligvis snart. I stedet har Ioniq 6 fået officielle priser i USA, hvor de ser ganske lovende ud.
Ioniq 6 starter i USA ved 41.600 dollar. Dette er basismodellen med et 53 kWh-batteri og en WLTP-rækkevidde på 429 kilometer og 151 hestekræfter.
Se også: Sådan tester og bedømmer vi elbiler
Billigere end Tesla Model 3
Til sammenligning koster en basismodel af Tesla Model 3 i USA 43.000 dollars. Tesla Model 3 har en rækkevidde på 491 kilometer. Herhjemme koster samme Tesla Model 3 359.990 kroner.
Ioniq 6 i Long Range med et større 77,4 kWh-batteri og en WLTP-rækkevidde på op til 614 kilometer starter ved 45.500 dollars. Denne model yder 225 hestekræfter på en elektrisk motor spændt på baghjulene.
Den dyreste variant med firehjulstræk, som har 239 kW (325 hk) starter ved 49.000 dollars.
Se også: Nyheder om elbiler
Hyundai Ioniq 6 kommer i år
Herhjemme er Hyundai endnu stille omkring Ioniq 6, men mon ikke snart der er nyt omkring både dansk pris og levering. Hyundai Ioniq 6 er en elektrisk sedan med et sporty design, der ser ud til at være en fremragende elbil til de lange køreture.
Med en rækkevidde på op til 614 kilometer og lynhurtig 239 kW DC-opladning, der efter 15 minutter kan give den op til 351 kilometer rækkevidde.
Hyundai Ioniq 6 har fået topkarakter ned crashtest hos Euro NCAP.
Se også: Alt du skal vide om elbilforsikring