Wow, hvor er den flot: Hyundai viser den nye IONIQ 3
Efter at have teaset den sportslige N Line-udgave, er Hyundai nu klar til at vise standardvarianterne af den nye Ioniq 3 frem.
Den relativt kompakte elbil lander i Danmark til efteråret med et helt nyt infotainmentsystem.
Sådan ser den nye Hyundai Ioniq 3 ud
Mens den tidligere fremviste N Line havde et markant sportsligt udtryk, byder de nye udstyrsniveauer på et mere afdæmpet og raffineret design.

Hyundai kalder deres designfilosofi for Art of Steel, og det kommer til udtryk i bilens rene linjer og aerodynamiske silhuet.

Det indvendige rum er udviklet med stor vægt på hverdagskomfort. Afhængigt af den valgte variant vil man opleve lyse interiørfarver og fælge i størrelser fra 16 til 18 tommer, hvilket giver gode muligheder for at finde en model, der passer til ens personlige stil.
Ny digital oplevelse med Android Automotive
For os der går op i teknologi, er der særlig grund til at spidse ører. Ioniq 3 introducerer nemlig det nye infotainmentsystem PLEOS Connect på det europæiske marked.

Systemet er bygget på Android Automotive og lover en mere intuitiv, smartphone-lignende brugeroplevelse, der kombineres med Hyundais egen software.

Skærmopsætningen inkluderer et separat førerdisplay og en stor midterskærm på helt op til 14,6 tommer. Gennem en indbygget app-butik får ejerne direkte adgang til tredjepartsapps, mens en ny AI-baseret stemmeassistent kan hjælpe med at styre bilens mange funktioner under kørslen.

Bilen forventes at få sin officielle danske lancering i løbet af oktober måned.
Et potentielt salgshit
Den kommende Ioniq 3 ser utroligt lovende ud, men det, der overraskede os mest med denne model og variant, er designet, for den ser jo bare fantastisk ud.
Wow, hvor er den bare flot – den ser ærligt talt bedre ud i denne billigere udgave, og det gælder i høj grad også indvendigt, hvor kabinen virkelig imponerer.
Hvis prisen bliver god og konkurrencedygtig, så kan Hyundai meget vel stå med et stort salgshit her.