VW’s værste mareridt: Kia EV2 lander i Danmark til maj
Kias mest kompakte og prisvenlige elbil, EV2, rammer de danske veje til maj. Det er en bil, der på papiret har alt det, de danske elbilister efterspørger i den mindre klasse.
Se også: Alle elbiler fra Kia
Et skarpt design og imponerende rækkevidde
Den nye Kia EV2 skiller sig først og fremmest ud ved sit markante ydre, der låner tungt fra de større og dyrere søskende i EV-familien.
Selvom der er tale om en kompakt SUV i den billigere ende, har Kia ikke sparet på udtrykket, som vi her på redaktionen synes er yderst nydeligt og skiller sig fint ud fra mængden.
Det, der dog for alvor gør EV2 interessant i forhold til konkurrenterne, er kombinationen af et stort batteri, hurtig opladning og et stort fokus på kørekomfort.

Hvor mange små elbiler ofte må nøjes med begrænset rækkevidde, tilbyder EV2 op til 453 kilometer på en opladning i Long Range-udgaven.
En anden vigtig detalje, som de færreste i denne klasse kan prale af, er understøttelsen af 22 kW AC-opladning. Det gør den ekstremt velegnet som bybil, da man kan få strøm på dobbelt så hurtigt fra de almindelige ladestandere i byerne sammenlignet med de fleste andre biler på markedet.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Teknologi og fleksibilitet fra de store klasser
Indvendigt trækker Kia på deres erfaring fra deres dyrere og større elbiler. EV2 kommer med mærkets nyeste skærmopsætning med hele tre skærme og avanceret software.

Komforten er ligeledes prioriteret med akustiske ruder og smarte, skydbare bagsæder, der gør kabinen overraskende fleksibel, uanset om man har brug for benplads eller et større bagagerum.

Se også: Sammenlign specifikationer og priser på elbiler
Har Kia EV2 en chance mod Volkswagen?
På papiret ser Kia EV2 utrolig lovende ud, men prisen bliver selvfølgelig den helt afgørende parameter for dens succes i Danmark.
Selvom specifikationerne imponerer, står Kia over for en svær opgave. Danskerne har en dyb kærlighed til mærker som Volkswagen, Skoda og Cupra, og det bliver svært at vippe de kommende elektriske modeller som ID. Polo, Skoda Epiq og Cupra Raval af pinden, da loyaliteten til netop disse mærker fortsat er enormt stærk herhjemme.
Formår Kia dog at ramme en skarp dansk pris på den lille elbil, kan den gå hen og blive en seriøs konkurrent til VW-gruppens biler.
Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Vi anbefaler:
Se hvilke elbiler der er Bedst i Test
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den
Hvad koster de billigste elbiler?