Juli gav billigere strøm til danske elbilister

Efter en dyr juni faldt elprisen i juli, hvor der var masser af billige timer med negative spotpriser. Men hvor tæt er vi egentlig på forårets bundrekord fra april?

Juli gav billigere strøm til danske elbilister

Efter en rigtig dyr juni faldt de danske elpriser endelig igen i juli, skriver Norlys.

Selvom prisfaldet er en god nyhed for landets mange elbilister, skal du dog kigge langt efter forårets historisk lave ladepriser.

Se også: Nyheder om opladning og ladeudbydere

Juli gav lavere priser, men april var billigst

Nye tal viser, at den gennemsnitlige elpris på tværs af landet inklusive moms og nettarif faldt fra 1,33 kroner (0,82 spot) per kilowatt-time i juni til 1,27 (0,76 spot) kroner i juli.

Det giver et tiltrængt pust til bilbudgettet midt i sommerferien, hvor mange kører ekstra mange kilometer på de danske veje.

Selvom retningen er rigtig, er der dog et godt stykke vej ned til forårets bundniveau. I april var den samlede gennemsnitspris nemlig helt nede på 1,07 kroner per kilowatt-time.

Juli var altså markant billigere end juni, men slet ikke i nærheden af årets absolut laveste niveau.

 

Juli bød også på 49 timer med negative elpriser i Vestdanmark i juli og 10 timer i Østddanmark – begge steder markant mere end samme periode i fjor.

For mange elbilister har svingningerne i elprisen en direkte effekt på ladeomkostningerne. Selv når strømmen koster mest, vælter det dog sjældent privatøkonomien at lade elbilen op.

Alligevel er det en sport blandt mange elbilister at finde de absolut billigste timer på døgnet at fylde strøm på bilen.

Se også: Nye lynladere står tomme: Prisen skræmmer danskerne væk

Intelligente ladebokse tager over derhjemme

Heldigvis behøver du ikke sidde oppe om natten eller konstant holde øje med priskurver for at spare penge. De fleste moderne ladebokse i dag er intelligente nok til selv at overvåge elmarkedet – og de rigtigt smarte ladebokse tilpasser opladningen i forhold til bilens aktuelle batteriniveau.

Dermed lades elbilen altid op i de timer, hvor spotprisen er lavest – typisk om natten eller midt på dagen, når sol og vind presser prisen helt i bund.

Oplader du i stedet bilen ude på farten ved offentlige ladestandere, spiller spotprisen en lidt anden rolle. Det bliver mere og mere udbredt med variable priser på offentlige ladere, som følger spotprisen direkte.

Kan man ikke selv få en ladeboks, må man dog affinde sig med, at ladeudbyderne gerne lægger et solidt tillæg oveni spotprisen.

Guide til opladning af elbil i hjemmet

Skal du oplade elbilen derhjemme? Læs vores udførlige guide til valg af ladeløsning, ladeudbyder, eludbyder, ladeboks og installation.

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed