Norlys udfordrer Clever med nye ladeabonnementer

Norlys lancerer to nye ladeabonnementer til elbilister, der lader ude. Se priserne og læs, hvorfor du skal tænke dig godt om, før du vælger en ladeløsning til en fast pris.

Norlys udfordrer Clever med nye ladeabonnementer

De mange elbilister, der er afhængige af at bruge offentlige ladere, og som bruger Clever One, har nu fået et nyt alternativ: Oplad Ude fra Norlys.

Bliv klogere på ladeløsningen, og om du bør vælge Norlys Ude eller ej.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Den nærmeste konkurrent til Clever One

Hidtil har markedet for “flatrate”-lignende offentlig opladning været domineret af Clever, men nu melder Norlys sig ind i kampen med produktet “Oplad Ude”.

De nye ladeabonnementer henvender sig specifikt til dem, der bor i lejlighed eller af andre årsager ikke kan sætte en ladeboks op hjemme.

Konceptet er simpelt. Du betaler et fast beløb om måneden for en pakke med et vist antal kWh, som du hver måned kan bruge på Norlys’ mere end 6.500 ladepunkter.

Norlys lægger ud med to varianter. Den mindste pakke, Oplad Ude 15, koster 499 kr./md. og inkluderer 250 kWh per måned. Det svarer nogenlunde til et kørselsbehov på 15.000 km årligt. Prisen svarer til en gennemsnitspris på 1,99 kr./kWh, forudsat at du bruger alle 250 allokerede kWh.

Har du brug for mere, tilbyder de Oplad Ude 25 til 699 kr./md., hvilket inkluderer 400 kWh om måneden. Prisen svarer til en gennemsnitspris på 1,75 kr./kWh, forudsat at du bruger alle 400 allokerede kWh.

Priserne er altså væsentligt lavere end Norlys’ normalpriser på 2,99 kr./kWh for normalladere og 3,29 kr./kWh for lynladere, og det er også lavere priser end de billigste udbydere på markedet. Men igen er det kun billigt, så længe du udnytter den mængde strøm, du betaler for hver måned.

Den gode nyhed er også, at Norlys’ løsning er et bedre køb end Clever One. De fleste danskere har ikke et højt nok kørselsforbrug til at retfærdiggøre prisen på 899 kr./md. for Clever One uden ladeboks. Norlys’ ladeløsning er trods alt 200-400 kr. billigere om måneden.

Se også: Priser og specifikationer på elbiler

Pas på det med småt

Selvom prisen markedsføres som fast, er der et par detaljer, man skal være opmærksom på.

For det første er der ikke tale om ubegrænset forbrug. Bruger du mere end de inkluderede kWh, skal du betale markedsprisen for den overskydende strøm.

Og det er bestemt ikke usandsynligt, at det vil ske. Fordi der et begrænset antal kWh til rådighed (markedsført som fx 250 kWh svarende til 15.000 km kørsel skal du være meget opmærksom på, om de 15.000 km, du måtte køre om året, kan dækkes ind ved et månedligt strømforbrug på 250 kWh. Elbiler bruger meget mere strøm i vintermånederne, så i praksis kan det være, at du kun får 13.000 km kørsel ud af dine 250 x 12 kWh (3.000 kWh). Det afhænger fuldstændig af elbil, kørestil og hvor ofte du kører i meget koldt vejr.

Derudover har Norlys indført et energitillæg. Hvis den gennemsnitlige elpris i en given måned overstiger 0,89 kr./kWh, vil der blive pålagt en ekstraregning. Det er værd at have i baghovedet, hvis energipriserne igen skulle stikke af.

Til gengæld giver abonnementet adgang til både normalladere og mere end 1.100 lynladere, som Norlys har stående langs de danske veje.

Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028

Vi anbefaler: Betal for dit forbrug

Selvom det kan virke fristende med trygheden i en fast månedlig pris, er vores generelle anbefaling altid at betale for dit faktiske forbrug frem for at binde dig til fastprisprodukter.

Det kan sjældent betale sig at vælge abonnementer som disse, medmindre du rent faktisk hver eneste måned bruger præcis den mængde strøm, du betaler for. De færreste danskere har dog et så ensartet kørselsforbrug året rundt. Vi kører mindre i nogle måneder og mere i andre såsom under ferier.

En abonnementsløsning med fast pris er i sidste ende en forretningsmodel, der kun kan svare sig for ladeudbyderne, fordi der er rigtig mange abonnenter, der betaler den faste pris uden at udnytte abonnementet fuldt ud.

Dermed ender de abonnenterne med et lille forbrug med at betale gildet for dem, der udnytter løsningen til grænsen – præcis som vi kender det fra Clever One. Derfor er den billigste løsning for langt de fleste at betale per kWh ved standeren.

Vi anbefaler:
De billigste elbiler i Danmark
Disse elbiler er bedst i test
Test og anmeldelser af elbiler
Nyheder om ladeudbydere og opladning