Nio snart klar med 1.000 kilometer-batteri

I første halvdel af 2023 vil Nio være klar med det lovede 150 kWh semi-solid state-batteri, der giver en rækkevidde på op til 1.000 kilometer.

Nio snart klar med 1.000 kilometer-batteri

Nio har netop afsløret, at deres gigantiske batteri, der lover op til 1.000 kilometer rækkevidde i en ET7 er lige på trapperne. Batteriet, der er et semi-solid state-batteri er klar i første halvdel af 2023.

Nio kan blive først med semi-solid state-batteri

Da Nio løftede sløret for den ret så imponerende elektriske sedan ET7, var det med dens ekstreme rækkevidde som en af styrkerne. Her lovede Nio nemlig en rækkevidde på helt op til 1.000 kilometer. Det er dog ikke helt der vi er endnu, for det er “kun” muligt at udstyre Nio ET5, ET7 og EL7 med 75 og 100 kWh batterier.

Under et pressearrangement i Beijing meddelte direktør i Nio, Qin Lihong, at elbilproducenten vil lancere en 150 kWh semi-solid state-batteripakke i årets første halvdel.

Nios 150 kWh semi-solid state-batteri har allerede oplevet flere produktionsforsinkelser. I juni sidste år meddelte Nio, at leverancerne ville begynde i 4. kvartal 2022. Så langt nåede producenten ikke, men der blev annonceret en prototypeproduktion i november sidste år.

Ifølge Nio vil 150 kWh-batteriet gøre det muligt for elbilen Nio ET7 at køre over 1.000 km på én opladning. Nio kan derved blive de første, der opnår en rækkevidde over de 1.000 kilometer. De er dog i tæt konkurrence med Zeekr, en elbilproducent ejet af Geely, med deres elbil Zeekr 001. Med et 140 kWh batteri skulle Zeekr 001 også opnå 1.000 kilometer rækkevidde.

Se også: Nyheder om elbiler

NIO
Fra venstre: NIO ET7, EL8, EL6 og EC6.

Ubemandede batteriskiftestationer på vej

Nio er på trapperne til at åbne deres første batteriskiftestation herhjemme, som i den første tid vil være bemandede. Det er dog planen, at disse batteriskiftestationer skal være helt automatiske og ubemandede.

I Kina er Nios batteriskiftestationer allerede ubemandede. Den første batteriskiftestation i Danmark placeres ved Slagelse, tæt på motorvejen.

Nio fremstiller ikke sine biler, men outsourcer dem til Jinghuai Auto (JAC). Det samme gælder for 150 kWh-batteriet, der produceres af WeLion.

Se også: Bliv klog på elbilforsikringer