Nu er hver sjette nye bil i Europa en elbil
Nye tal fra ACEA, der er de europæiske bilproducenters sammenslutning, viser, at der i 1. kvartal 2025 er blevet solgt 573.500 elbiler i EU, Island, Norge, Schweiz og Storbritannien.
Dermed udgør elbiler i 1. kvartal 17 procent af bilsalget svarende til hver sjette elbil. Tallet er 28 procent højere end i 1. kvartal 2024, hvor der blev solgt 448.053 elbiler, og hvor de stod for 13,2 procent af salget svarende til hver syvende elbil.
I Danmark er salget af elbiler steget fra 15.178 i 1. kvartal 2024 til 24.540 i 1. kvartal 2025 – en stigning på 61,7 procent.
Den flotte vækst i salget af elbiler i Europa kommer i en periode, hvor det samlede salg af personbiler er faldet med 0,4 procent i perioden. Salget af plugin-hybridbiler er steget 5,6 procent, hybridbiler er steget 20,5 procent, mens benzinbilerne er faldet 21,2 procent og dieselbilerne faldet 26,3 procent.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Politisk vilje og infrastruktur driver udviklingen
Udviklingen vidner om, at Europa i stigende grad er ved at tage elbiler til sig – om end ikke i samme raske tempo som i Nordeuropa.
Årsagen til tilbagegangen i de fossile drivmidler og fremgangen i elbiler skyldes hovedsageligt politiske incitamenter såsom lavere eller slet ingen registreringsafgift og ejerafgift. Sammen med lavere driftsomkostninger giver det elbilerne markant lavere totalomkostninger.
Denne udvikling er positiv, for jo flere elbiler der sælges, jo billigere bliver de at producere. Det giver lavere priser, som tiltrækker flere købere. Denne selvforstærkende spiral gør elbiler mere tilgængelige og accelererer overgangen væk fra fossile biler.
Samtidig er ladeinfrastrukturen også ved at blive udviklet over hele Europa. Jo flere ladepunkter der er i ens nærområde, jo mere attraktiv bliver det at vælge elbil – særligt for dem, der ikke kan lade elbilen op i hjemmet.
Fossildrevne biler bliver også mindre attraktive, efterhånden som vi nærmer os EU’s forbud mod salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2035. Frem mod EU-forbuddet forbyder flere byområder, særligt i større byer, også kørsel med benzin- og dieselbiler.
Udviklingen gør det usikkert at investere i en dyr fossildrevet bil, som på papiret allerede har fået en dødsdom af EU. Det har derimod gjort leasing af fossilbiler attraktivt, da de bilister, som endnu ikke er klar til at tage skridtet mod en elbil, i den mellemliggende periode kan benytte en fossildrevet bil uden stor risiko.
Leasing af elbiler er også blevet udbredt, men her er en af de væsentligste årsager at sikre sig mod den hastige teknologiske udvikling, der hurtigt kan gøre dagens elbilteknologi forældet i morgen. Læs mere om fordele ved at lease elbil.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Perspektivering
Vil du se flere tal for, hvor mange elbiler der er blevet solgt? På Mobilsidens statistikside kan du se, hvor mange elbiler der er solgt i Danmark og Europa det seneste kvartal, det seneste år og gennem tiden. Du kan også se, hvor mange offentlige ladeudtag der er i din kommune, og hvilke ladeudbydere der er størst.
Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Se hvilke elbiler der kommer i 2025, 2026 og 2027
Priser på de billigste elbiler