Polestar 4 kunne blive den perfekte Polestar
Polestar er en forholdvis ny og ukendt bilproducent herhjemme, men deres Polestar 2 har vist sig at være en uhyre populær elbil. Og der skal da ikke være tvivl om, at 2’eren er blandt vores favorit elbiler på markedet lige nu, men for den større familie er plads lige trang nok. Er man interesseret i en Polestar med masser af plads kunne den kommende Polestar 4 blive det helt rigtig valg.
Se også: Test af Polestar 2
Billigere end Polestar 3, mere rummelig end Polestar 2
Godt nok har Polestar allerede løftet sløret for den store sporty SUV Polestar 3, men det er de færreste, der har råd til en elbil, der koster fra 800.000 kroner. Pludselig ser en Polestar 2 meget fristende ud, med en startpris fra 390.000 kroner. Dog vil der senere i år blive fremvist en ny Polestar, der kunne blive det oplagte valg for den større familie, som gerne vil have en sporty elektrisk SUV.
Polestar 4 placeres prismæssigt mellem Polestar 2 og Polestar 3, og forventes at blive mere rummelig end 2’eren og lidt mindre end 3’eren.
Plads nok til hele familien
Selvom Polestar 4 er mindre end Polestar 3, vil den ifølge producenten have plads nok til hele familien og alt dens udstyr og bagage til en weekendtur. Interiøret vil følge det design, der blev indført med Polestar 3, og som man også ser i Volvo EX90. Her sidder der et lille førerdisplay bag rattet samt en stor skærm i midten med det nydesignede Android Automotive-infotainmentsystem.
Ydeevne og køreoplevelse som en Polestar
Hvad med valg af drivlinje og rækkevidde? Det er jo en Polestar, og man forventer sig derfor også noget af dens ydeevne. Den forventes at blive bygget på en nyudviklet SEA-platform, der er udviklet af Geely, som også benyttes til Volvo EX30 og Smart #1.
Denne platform kan tilbyde op til 637 hestekræfter med dobbelte elektriske motorer og et batteri med en kapacitet på op til 110 kWh. Det skal vi nok ikke forvente, at Polestar 4 vil tilbyde, men nok et sted mellem ydeevnen i Polestar 2 Performance (408 hk) og Polestar 3 Performance (517 hk).
Se også: Nyheder om elbiler
Op til 600 kilometer rækkevidde
Rækkevidden på Polestar 4 ser ud til at blive lovende. Polestar har allerede allerede sagt, at Polestar 4 vil køre op til 600 kilometer på en opladning. Den kommer sandsynligvis ikke med det store 111 kWh batteri som i Polestar 3, men det bliver nok heller ikke under 80 kWh.
Men mon ikke, at den vil blive tilbudt i både en standard range og long range variant, så den kan blive en attraktiv familie-elbil for en større målgruppe.
Pris på Polestar 4?
Så er der det med prisen. Hvad kommer en Polestar 4 til at koste? Det ved vi selvfølgelig ikke endnu, men Polestar har tidligere lovet en skarp pris fra 45.000 euro (335.000 kroner). Men det var i 2021 og inden branchen blev ramt af komponentmangel. Derfor skal vi forvente, at Polestar 4 lanceres med en betydeligt højere pris senere i år. Polestar 2 starter ved 390.000 kroner og Polestar 3 fra 800.000 kroner, så et sted derimellem.
Se også: Læs alt om forsikring af elbil