Releasing: Spar penge på brugte leasingbiler

Hvad er billigere end en billig leasingbil? Det er en brugt leasingbil. Med releasing privatleaser du en brugt bil til attraktive priser. Se hvor meget du kan spare.

Releasing: Spar penge på brugte leasingbiler

De fleste forbinder privatleasing med duften af ny bil, 0 kilometer på tælleren og muligheden for at sammensætte udstyr helt fra bunden. Men markedet for leasing har udviklet sig, og et nyt begreb vinder frem: Releasing.

Releasing er kort fortalt genudlejning af biler, der allerede har kørt en leasingperiode. Det er en løsning, der kombinerer trygheden ved leasing med de økonomiske fordele ved at vælge en brugt bil. Men hvad skal du være opmærksom på, og hvor meget kan man spare ved at vælge releasing?

Vi guider dig her til releasing og besparelserne ved det.

Se også: Sammenlign priser og specifikationer på elbiler

Hvad er releasing eller leasing af brugte biler?

Releasing adskiller sig fra normal privatleasing ved, at bilen ikke er fabriksny. Det er typisk en bil, der har været leaset ud i en periode på 12 til 48 måneder, er kommet retur til leasingselskabet, er blevet klargjort og nu udbydes på ny.

Det er vigtigt at understrege, at ikke alle leasingselskaber tilbyder releasing, og vilkårene kan variere fra selskab til selskab. Nogle leasingselskaber har specialiseret sig i netop dette marked, mens andre udelukkende fokuserer på nye biler. Andre tilbyder releasing som et supplement til hovedforretningen: privatleasing af nye biler.

Fleksible og skæve løbetider

En af de mest markante forskelle ved releasing er leasingperiodens længde. Når du privatleaser en fabriksny elbil, gælder den stort set altid i 36 eller 48 måneder. Ved releasing er billedet mere broget – og ofte mere fleksibelt.

Hos store udbydere såsom Ayvens kan man finde mange brugte leasingbiler med “skæve” løbetider. Det er ikke unormalt at se kontrakter på 15 måneder, 21 måneder eller 33 måneder – eller noget helt fjerde og femte.

De skæve leasingperioder skyldes ofte bilens restlevetid i leasingselskabets systemer eller en beregning af, hvornår bilen skal sælges videre for at ramme den rigtige restværdi. Hvis en bil oprindeligt var tiltænkt en livscyklus på 4 år, men kom retur efter 1 år, kan den releases i de resterende 3 år (eller mindre).

Dette er en stor fordel for dig, der ønsker at privatlease kortsigtet. Måske venter du på en ny bilmodel, der først kommer om et år, eller måske kender du kun dit kørselsbehov for de næste 15 måneder.

Man kan dog altid komme ud af en normal leasingaftale efter 12 måneder, så i praksis er forskellen ikke større, end at din bil måske ikke er leaset i tre år ved releasing, men i stedet eksempelvis 29 måneder. Der er dog også mange biler, som ved releasing tilbydes i 36 måneder, som man kender fra leasing af en fabriksny bil.

Lavere udbetaling

En anden væsentlig forskel ved releasing er førstegangsydelsen/udbetalingen. Er leasingaftalen kortere end de normale 36 måneder, afspejler det sig gerne i en lavere udbetaling. Da bilen allerede har haft sin største afskrivning, kræver leasingselskabet ofte et mindre førstegangsbetaling for at udlevere nøglerne sammenlignet med en helt ny leasingbil.

Selvom bilen er brugt, gennemgår den stadig en grundig gennemgang og klargøring, før den udleveres. Du får altså ikke en “slidt” bil, men en bil med brugsspor, der matcher dens alder og kilometertal – og det afspejler sig også i prisen.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Hvad koster releasing? Er det billigere?

Er releasing billigere privatleasing af en ny bil? Det korte svar er ja, men du skal se dig for. Vi har undersøgt markedet for et par udvalgte elbiler for at sammenligne releasing med almindelig privatleasing af fabriksnye modeller.

Besparelser på over 40.000 kr.

Vores pristjek viser, at der kan være mange penge at spare ved at lease en brugt elbil. Faktisk kan vi finde eksempler, hvor du nemt kan spare op mod 44.000 kr. i løbet af leasingperioden på en almindelig bybil eller mellemklassebil frem for at lease en tilsvarende fabriksny model.

 

Årsagen til den store besparelse er simpel: Værditabet. Alene ved at bilen har været leaset én gang før og ofte har kørt mellem 35.000 og 80.000 km er den største del af værditabet allerede taget af den første leasingtager. Som andengangsbruger høster du frugten af dette i form af en lavere månedlig ydelse og/eller lavere udbetaling.

Releasing er ikke altid billigst

Det er dog ikke altid en selvfølge, at releasing er billigst. Vi har også fundet eksempler på leasingtilbud på brugte elbiler, som faktisk var dyrere end privatleasing af en tilsvarende fabriksny model. Dette kan skyldes leasingtilbud på nye biler eller stor efterspørgsel på specifikke brugte modeller, der presser prisen op.

Derfor er det afgørende, at du undersøger markedet for releasing:

  1. Find den samlede pris på releasing-bilen
  2. Find den samlede pris på en tilsvarende fabriksny leasingbil
  3. Sammenlign de totale omkostninger (udbetaling + månedlig ydelse i det antal måneder, som releasing-aftalen gælder)

Hvornår skal man vælge releasing frem for privatleasing?

Hvis besparelsen på releasing er yderst beskeden, vil vi til enhver tid anbefale at gå efter den fabriksnye bil, hvor du får den nyeste teknologi, fuld garanti og 0 km på tælleren.

Men så snart besparelsen begynder at overstige 5.000-10.000 kr. i samlede leasingomkostninger, begynder det at give rigtig god mening at vælge releasing. Her får du mere bil for pengene, og du slipper for at betale for duften af ny bil.

Overvej desuden at kontakte de forskellige leasingudbydere telefonisk. De kan ligge inde med biler, der er kommet retur, men endnu ikke er lagt online. De kan også have nogle knaldtilbud, som de gerne vil af med hurtigt, og som du ikke finder ved blot at søge på deres hjemmeside.

Se også: Disse elbiler er bedst i test

Mere om privatleasing

Vil du vide mere om privatleasing? Bliv klogere i vores guide til privatleasing om, hvad det er, og om det er billigere end at købe en bil.

Læs også mere om de bedste leasingtilbud og bliv klogere på aflevering af leasingbil.

Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
De billigste elbiler i Danmark