Ældre Teslaer skal opgraderes for at blive ægte selvkørende

Elon Musk erkender, at ældre Tesla-elbiler med HW3-bilcomputere skal opgraderes til en ny og bedre computer, der muliggør autonom kørsel - noget, der bliver "smertefuldt og svært".

Ældre Teslaer skal opgraderes for at blive ægte selvkørende

Ved Teslas præsentation af regnskabet for 4. kvartal har Elon Musk bekræftet, at Tesla er nødt til at opgradere HW3-bilcomputere hos ejere af ældre Tesla-modeller. Opgraderingen gælder kun dem, der har “købt Fuldt selvkørende egenskaber” (FSD) sammen med bilen.

Fuldt selvkørende egenskaber er Teslas førerassistentsystemer, som på sigt skal muliggøre ægte autonom kørsel uden opsyn. Fuldt selvkørende egenskaber er et tilkøb til 58.300 kr. og gør, trods navnet, (endnu) ikke Teslas elbiler selvkørende.

Se også: Se alle elbiler fra Tesla

Elon Musk: “Det bliver smertefuldt og svært”

I 3. kvartal 2024 udtalte Elon Musk, at der vil blive tilbudt opgraderinger, men kun hvis det viser sig, at HW3-bilcomputeren ikke er i stand til at køre FSD uden opsyn.

Nu, tre måneder senere, erkender Elon Musk, at alle Tesla-elbiler med HW3-bilcomputere skal opgraderes til nye bilcomputere. Opgraderingen vil kun gælde for dem, der har købt FSD og ikke abonneret på opgraderingen.

”Det ærlige svar er, at vi bliver nødt til at opgradere folks HW3-bilcomputere for dem, der har købt FSD. Det bliver smertefuldt og svært, men vi skal nok få det gjort. Nu er jeg lidt glad for, at der ikke var så mange, der købte FSD-pakken,” oplyste Elon Musk ved præsentation af 4. kvartals regnskab.

Se også: Sammenlign alle elbiler på pris og kvalitet

Eftermontering af HW3/HW4-hybrid

HW3-bilcomputeren blev introduceret tilbage i 2019 og halter gevaldigt efter ydeevnen i den nyere HW4-hardware i den nye Model 3, den nye Model Y, Cybertruck og Cybercab.

I stedet for en direkte opgradering fra HW3 til HW4 vil Tesla formentlig udvikle en hybrid HW3/HW4-bilcomputer, som er bagudkompatibel.

Sådan ser Teslas bilcomputer ud. Foto: Tesla

Tesla har tidligere opgraderet elbiler fra 2016 til 2018 med HW2.5 til HW3, hvis ejerne havde købt FSD. En Tesla-ejer, der ønskede at abonnere på FSD frem for at købe det, fik rettens ord for, at Tesla skulle betale for opgraderingen.

Det er uvist, hvornår eftermontering af den nye hardware vil ske. Imens vil Tesla begynde at udrulle robotaxier i Austin i Texas i USA med fuldt selvkørende egenskaber uden opsyn (som endnu ikke er tilgængelig i Danmark) fra juni.

Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af Teslas elbiler
Disse elbiler er Bedst i Test
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027