Tesla sælger færre elbiler for første gang siden 2011
Tesla har offentliggjort salgstal for kalenderåret 2024. Elbilproducenten har solgt 1,79 mio. elbiler, hvilket er et fald på 1,1 procent sammenlignet med salgstallet på 1,81 mio. i 2023. Det er ifølge Global Data første gang siden 2011, at Teslas salg af elbiler er faldet fra år til år.
De 1,79 mio. leverede elbiler i 2024 er også lavere end de 1,81 mio. elbiler, som 19 analytikere ifølge London Stock Exchange forventede.
Se også: Alle elbiler fra Tesla
Siden 2014 har Tesla oplevet en vækst på alt mellem 35,2 procent og 138,1 procent i salget, men 2024 har altså budt på en usædvanlig tilbagegang. Tesla kan dog glæde sig over lige akkurat at overgå BYD, som leverede 1,76 mio. elbiler i 2024.
Elbiler | Produktion i 2024 | Leveringer i 2024 |
Model 3 og Model Y | 1.679.338 | 1.704.093 |
Andre modeller | 94.105 | 85.133 |
I alt | 1.773.443 | 1.789.226 |
Ligesom tidligere år er det hovedsageligt SUV'en Tesla Model Y og sedanen Model 3, der driver salget. Tesla har leveret 1.704.093 eksemplarer af disse elbiler, mens der er leveret 85.133 øvrige elbiler - det vil sige sedanen Model S og SUV'erne Model X og Cubertruck. Sidstnævnte fås endnu ikke i Danmark.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Godt fjerde kvartal
Tesla har for vane at sætte alle sejl ind på at øge antallet af leveringer i 4. kvartal for at sætte skub i det samlede salg for kalenderåret. Det var også tilfældet i 4. kvartal 2024, hvor Tesla leverede 484.507 elbiler. Det er en stigning på 2,3 procent.
Årsagen til fremgangen i 4. kvartal 2024 skal formentlig findes i initiativer som et års gratis opladning, attraktiv finansiering, rabat på lagermodeller og mindre prisfald i 2024.
Fremgangen i 4. kvartal var dog ikke nok til at rette op på den træge start, som Tesla fik i 1. og 2. kvartal 2024. I årets første kvartal faldt Teslas salg med 20,1 procent, og kvartalet efter bød på et fald på 4,8 procent sammenlignet med samme periode året forinden. I 3. kvartal leverede Tesla derimod 6 procent flere elbiler end kvartalet året før. Det var altså det eneste kvartal med fremgang.
Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Perspektivering
Teslas tilbagegang sker på et tidspunkt, hvor bilproducenten oplever øget konkurrence især i Kina fra kinesiske producenter, men også i USA og Europa, hvor de etablerede bilproducenter er begyndt at svare igen på Teslas enorme prisfald de senere år med elbiler, der langt bedre kan konkurrere med Teslas elbiler.
Samtidig er Teslas portefølje af elbiler kun blevet udvidet ganske lidt med Cybertruck, der blev leveret til de første kunder i november 2023. Sedanen Model 3 fik et mindre facelift i september 2023, men det har altså ikke været nok. Nu sætter Tesla sin lid til, at den opdaterede Model Y (Juniper), som kommer om få måneder, kan sætte skub i Teslas salg. Også en billig Model Q skal være med til at øge Teslas salg.
Tesla er også blevet særdeles omdiskuteret og blandt nogle et lettere kontroversielt valg, efter selskabets direktør Elon Musk har valgt at støtte Donald Trump.
Sidst, men ikke mindst, har Teslas teknologier til "selvkørende" teknologier, Autopilot og Fuldt selvkørende egenskaber, været under lup hos amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder og en det amerikanske justitsministerium i to separate undersøgelser.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Priser på de billigste elbiler i Danmark