Volvo bygger ny elbilfabrik i Europa

Volvo bygger ny fabrik i Slovenien, der kun skal producere elbiler - den skal hjælpe Volvo med at runde 1,2 millioner solgte elbiler om året.

Volvo bygger ny elbilfabrik i Europa

Volvo Cars vil i 2026 sætte gang i produktionen på sin tredje elbilfabrik i Europa, der skal producere 250.000 biler om året. Fabrikken bliver bygget i byen Košice i Slovakiet og vil udelukkende være dedikeret til fuldt elektriske køretøjer, hvilket understøtter virksomhedens mål om at blive et rent elektrisk mærke inden 2030.

Det nye anlæg vil koste knap 9 milliarder kroner og vil supplere Volvo Cars’ eksisterende fabrikker i Torslanda i Sverige og Gent i Belgien, når det bliver fuldt operationelt i 2026.

Skal producere 250.000 elbiler årligt

Byggeriet af den nye fabrik bliver påbegyndt i 2023 og udstyr og produktionslinjer vil blive installeret i løbet af 2024.

Den nye fabrik er designet til at producere op til 250.000 biler om året og forventes at skabe flere tusinde nye arbejdspladser i regionen. Volvo siger, at stedet også giver mulighed for yderligere udvidelse af fabrikken i fremtiden.

Jim Rowan, administrerende direktør hos Volvo Cars, forklarer, at Europa er selskabets største marked og den nye fabrik er afgørende for deres overgang til elektrificering og fortsat vækst.

Volvo Cars har som mål at sælge 1,2 millioner biler om året og den nye fabrik i Slovakiet skal hjælpe selskabet med at nå det mål sammen med dets andre fabrikker i Europa, USA og Asien.

Se også: Test Volvo elbiler

Gode transportmuligheder til resten af Europa

En nøglefaktor for beslutningen om at placere fabrikken i Košice var de incitamenter, som den slovakiske regering tilbød, og som anslås at udgøre 20 procent af den samlede investering eller cirka 1,8 milliarder kroner.

Slovakiet har i forvejen fire bilfabrikker og Košice har gode logistik- og transportforbindelser til resten af Europa og adgang til en god leverandørbase.

Se også: Sådan skal elbiler udbredes i Europa