Volvo på trapperne med to nye elbiler

Volvo vil i løbet af de næste par måneder lancere to nye elbiler. Den første er en ny variant af Volvos billigste elbil, EX30, og den anden en flagskibssedan.

Volvo på trapperne med to nye elbiler

Volvo har travlt med at få opgraderet deres bilsortiment med helt elektriske biler. I løbet af de næste par måneder vil de løfte sløret for to nye elbiler.

I februar vil Volvo lancere en ny udgave af bybilen og den kompakte SUV EX30, som kommer i en Cross Country-variant. I marts er Volvo klar med en stor sedan, der skal være ét af deres nye flagskibe – på niveau med premium SUV’en EX90.

Se også: Alle elbiler fra Volvo i Danmark

Volvo EX30 Cross Country

Den næste nye elbil fra Volvo er EX30 Cross Country. Cross Country-modeller har historisk set været populære, skriver Volvo i en pressemeddelelse. Der er derfor store forventninger til EX30 Cross Country.

EX30 Cross Country blev fremvist som konceptbil i 2023, men lanceres nu snart i sin færdige form. Volvo EX30 CC forventes at byde på samme specifikationer som den nuværende EX30, som har en rækkevidde op til 476 km.

Man kunne godt forestille sig, at Cross Country-varianten udelukkende lanceres med firehjulstræk, hvor den vil levere op til 315 kW (428 hk).

Volvo har netop sænket prisen på EX30 til 265.000 kr. Cross Country-udgaven forventes at blive dyrere, men det kommer meget an på hvilke varianter, Volvo lancerer den i.

Volvo EX30 Cross Country lanceres i februar.

Se også: Disse elbiler kommer i 2025, 2026 og 2027

Volvo EX30 Cross Country konceptbil.

Volvo ES90

Kort efter EX30 Cross Country vil Volvo være klar til en stor lancering. Her er det flagskibet ES90, som er Volvos første sedan på ren el og en premium-model. ES90 vil teknologisk være tæt knyttet til EX90 og vil, ligesom denne model, fungere som en teknologisk galionsfigur snarere end en drivkraft for salgsvolumen.

ES90 vil have designlinjer, interiør, infotainmentsystem og sikkerhedsfunktioner som EX90, forventes det. Den skulle dog få et 111 kWh batteri, som kan give en rækkevidde på mere end 700 kilometer.

Volvo ES90 lanceres til marts.

I 2026 vil Volvo også lancere nye elbiler. Her forventes den svensk-kinesiske bilproducent at lancere opdaterede udgaver af EX40 og EC40 samt en EX60, der er en fuldelektrisk XC60. Det er heller ikke umuligt, at Volvo har en EV60 – stationcar – i fremtidsplanerne.

Se også: Specifikationer, billeder og pris på Volvo ES90

Volvo ES90

Alternativer til Volvo EX30 og ES90

Der er stor konkurrence på elbilmarkedet, hvor der i 2025 forventes priskrig blandt bilproducenterne. Hvilke alternativer vil der være til EX30 og ES90?

Volvo EX30 (herunder også Cross Country) har konkurrenter som Kia EV3, Volkswagen ID.3 og den større Skoda Elroq – og mange andre kompakte elbiler.

Volvo ES90 bliver et flagskib af typen sedan, der forventes at koste fra omkring 800.000 kr. I den prisklasse er der alternativer som BMW i5, Mercedes-Benz EQE og Tesla Model S.

Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbilers sikkerhed
Se hvilke elbiler der er Bedst i Test
Her er de billigste elbiler i Danmark