Volkswagen vil satse på kinabiler i Europa: Se bilerne her
Volkswagen står over for en markant omstilling på det europæiske elbilmarked. Tyskerne overvejer nu helt konkret at hente en stribe nye el- og hybridmodeller til Europa, som er udviklet og produceret af deres kinesiske afdelinger.
Se også: Kinesiske bilmærker æder sig ind på danskerne
VW er presset af det kinesiske udviklingstempo
Det kinesiske bilmedie CarNewsChina har kortlagt de nyeste Kina-udviklede Volkswagen-modeller og giver deres bud på, hvilke biler tyskerne kan bringe til Europa.
Det bliver nemlig en svær opgave for de traditionelle bilproducenter at hamle op med de kinesiske udfordrere, hvor biludviklingen i Kina foregår i et helt andet og markant hurtigere tempo.
I Kina tager det under to år at udvikle en ny bilmodel, mens det i Europa ofte strækker sig over fire år.
Samtidig har VW sammen med elbilproducenten Xpeng udviklet den nye elektronikarkitektur CEA og elbilplatformen CMP. Teknologien samler bilens styresystemer i centrale zoner, hvilket reducerer antallet af styrebokse med 30 procent og sænker produktionsomkostningerne med op mod 40 procent.
Derfor giver det god mening for Volkswagen at udnytte deres stærke kinesiske netværk og lokale platforme til at fremme deres egen elbilteknologi i Europa, så de hurtigt kan levere ny, prisstærk teknologi.
Se også: Salgstal for elbiler i Danmark
Fra enorme SUV’er til Xpeng-udviklede modeller
Blandt de mest oplagte kandidater fremhæves den store luksus-SUV ID. Era 9X. Modellen benytter er en såkaldt EREV – en elbil med benzinmotor, hvor benzinmotoren fungerer som generator for batteriet, hvilket giver en samlet rækkevidde på op mod 1.651 kilometer.
En anden stærk kandidat er den kompakte fuldtelektriske SUV ID. Era 5X, der bygger på den nye og billigere CMP-platform.
I den sportslige ende peges der på ID. Unyx 09, der er en mere end 5 meter lang fastback-sedan, samt SUV’en ID. Unyx 08. Begge af disse er udviklet i tæt samarbejde med Xpeng og byder på op til 496 hestekræfter samt lynhurtig 800V-opladning.
Dertil kommer plug-in hybriden ID. Era 5S, som er særlig interessant, da kinesiske hybrider i øjeblikket slipper udenom EU’s ekstra straftold på Kina-elbiler.

Anderledes usandsynlige for det europæiske marked er den mindre SUV ID. Aura T6 og sedanen Jetta M6. T6 overlapper for meget med VW’s nuværende europæiske el-SUV’er, mens Jetta-mærket er bygget til det kinesiske lavprismarked og helt mangler et forhandlernet i Europa.
Se også: Tips og guides til elbiler
Kinesisk software og europæisk identitet skaber udfordringer
Der er dog en række klare udfordringer ved strategien. Bilernes avancerede førerassistentsystemer og software er udviklet til det kinesiske marked og kræver en omfattende tilpasning og godkendelse for at overholde europæiske regler.
Samtidig kan skiftet give bagslag for den tyske koncern rent markedsmæssigt, mener vi. Europæerne køber i høj grad Volkswagen, Skoda, Audi og Cupra, netop fordi bilerne opfattes som europæiske.
Tyskerne undersøger derfor i øjeblikket, om modellerne skal importeres direkte fra Kina, eller om de i stedet skal produceres på europæiske fabrikker som Zwickau i Tyskland.
Se også: Seneste nyt om elbilteknologi
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed


