Qualcomms nye 5G-modem er lynhurtigt og strømbesparende
Modem til mobiltelefoner er, for mange, ikke det mest interessante i denne verden, men alligevel er Qualcomms seneste af slagsen værd at skrive om. Det er der flere årsager til. Danskerne er ikke langt fra at kunne hoppe på 5G-netværket, og nu er der endda også snart mobiler på markedet, der understøtter det. Samsungs nye Galaxy S20 kommer nemlig med 5G, som den første mobil i Danmark.
Så 5G er godt på vej og det samme er mobiltelefoner fra alle de store producenter. Mange har dog efterhånden nok hørt, at femte-generations mobilnetværket kan være lidt af en strømsluger, men netop denne er et af fokuspunkterne i Snapdragon X60.
Læs også: Mellemklassemobilerne får også 5G i år
Snapdragon X60 – bygget på en 5nm proces
Snapdragon X60 er det første 5G-modem bygget på en 5nm proces, hvor der typisk anvendes 7nm, hvilket giver det en række fordele. Først og fremmet så betyder det at modemmet har en fysisk mindre størrelse. Med alt det der skal proppes i mobiltelefonerne, så er dette en velkommen nyhed hos producenterne. For os forbrugere kan det fx betyde et større batteri i mobilerne. 5nm processen betyder derudover mindre varmeudvikling og mindre strømforbrug. Netop strømforbruget i den hurtige 5G-forbindelse er noget Qualcomm, og andre chipproducenter, arbejder hårdt på at optimere.
Læs også: Tests af de bedste 5G-mobiler: Det siger anmelderne
VoNR – en ny udgave af VoLTE
Det nye X60-modem introducerer desuden en ny version af VoLTE. VoLTE giver markant forbedret lydkvalitet ved opkald på 4G-netværket, og VoNR vil gøre det samme på 5G-netværket.
Det nye modem er selvfølgelig også hurtigt. Her understøttes hastigheder op til 7,5 Gbps download og 3 Gbps upload, og der er selvfølgelig både mmWave og sub-6 ombord. mmWave-enheden er desuden betydeligt mindre, og vil blandt andet kunne tillade tyndere mobiltelefoner. Udover fancy 5G, så understøtter X60 også både 4G, 3G og 2G.
Til teleselskaberne er der også gode nyheder i Snapdragon X60, for med dynamisk spektrumdeling (DSS) er der mulighed for at genbruge nuværende 4G-bånd til højere netværkshastigheder og fremskynde implementeringen af 5G.
Vi vil se Qualcomms Snapdragon X60 i mobiltelefoner i starten af næste år.
Læs også: Der er forskel på 5G i de tre Samsung Galaxy S20
Redaktionen har dækket den videre fortælling
Siden redaktionen publicerede denne nyhed er der kommer nyt i sagen. Daniel Søgaard Hald holdt fast i sin interesse i tematikken. Allerede d. 18/2/2020 kørte vi en opfølgning med en artikel omkring emnet Apple iPhone SE-afløseren i butikkerne den 3. april – Du kan læse den her. Du finder seneste nyt her.