Teleeksperts råd til Apple: Lav en billig iPhone
Apple-eventen, hvor iPhone 4S blev præsenteret, var en kæmpe skuffelse. Det slår teleanalytiker John Strand en tyk streg under.
Han beskriver hele senariet som en skuffelse af den slags, hvor verdens Apple-fans var at sidestille med en flok liderlige skoledrenge, der sad foran fjernsynet og ventede på, at klokken skulle blive tolv, og der kom porno – men det der kom i stedet var Disney Sjov.
Det er især den nye iPhone 4S, som John Strand mener er “en lille prut”.
Strand: En billigere iPhone ellers ingen fremtid
Spurgt ind til, hvad det er ved den nye iPhone 4S, som er så skuffende, svarer Strand, at det blot er mere af det samme.
Dét han efterlyser er noget helt andet, end det Apple har leveret indtil videre:
-”Det Apple har brug for er flere produkter på hylderne. De skal ud og have fat i flere segmenter,” forklarer han.
Ifølge John Strand har Apple nemlig ikke nogen fremtid i toppen af mobilmarkedet, og vil ikke kunne blive ved med at vækste.
Han mener derfor, at vejen frem for Apple er en low-end mobil.
-”Selvom det måske ikke er oplagt i Danmark, så skal vi huske på, at det amerikanske marked for eksempel er meget anderledes. Apples segment er meget snævert – der er mange, der ikke har råd til en mobil i den klasse.”
Den prisklasse Strand mener, at Apple skal ind i, er helt nede omkring 1500 kroner, altså cirka 100 dollars (NB! priser kan ikke omregnes direkte), hvor man også finder mange lowend Android-mobiler.
– ”Der findes masser af lande, hvor Apple ingen penetration har,” siger John Strand – og det er de lande, han mener Apple skal ind på, hvis de vil holde positionen på markedet og vækste.
Arven efter Jobs
Og Apple skal ikke vide sig for sikker på deres nuværende position, hverken på markedet eller hos medierne, mener Strand.
For det, at Steve Jobs har overladt roret til Tim Cook kan komme til at betyde noget for, hvordan medierne vil forholde sig til Apple i fremtiden.
-”Apple har mistet sin uskyld. Cook er nok ikke lige så usårlig og urørlig, som Jobs var. Måske vil journalisterne begynde at forholde sig lidt mere kritisk til Apple nu,” slutter han.
Læs også:
– Dansk erhvervsmand: Steve Jobs var meget mere end et ikon
– Her er specifikationerne på iPhone 4S
– iPhone 4S som forventet, men ikke skuffende
– Biografi om Steve Jobs fremskudt