Apple Watch til salg i Elgiganten fra på fredag
Apple løftede i weekenden allerede sløret for, at det populære smartwatch, Apple Watch, kan købes fra fredag den 25. september via Apples egen hjemmeside.
Læs også: Apple Watch kommer officielt til Danmark: Her er priserne
Nu melder den største danske elektronikgigant, Elgiganten, sig også på banen til at føre Apple Watch – præcis samme dag, som Apple selv skyder salget i gang her i Danmark. Det oplyser salgschef i Elgiganten, Michael West, i en pressemeddelelse.
”Vi er glade for at kunne tilbyde Apple Watch fra på fredag d. 25. september i vores onlinebutik på Elgiganten.dk. Vi ser frem til at kunne udbyde Apple Watch i vores varehuse til endnu flere kunder inden jul.”
Om det bliver de samme vejledende udsalgspriser, som allerede fremgår på Apples egen hjemmeside, eller om Elgiganten igangsætter en priskrig på urene, vides ikke. I hvert fald bliver der gode muligheder for at få fingrene i en af de tre udgaver helt fra starten af, når det altså går løs om blot 3 dage.
Læs også: Apple Watch: Her kan du købe det i danske webbutikker
Er du mere til køb i fysiske butikker, bliver det senere på året altså også muligt, som det fremgår af Elgigantens salgschef. Indtil videre vides det endnu ikke, om Elgiganten får konkurrence af andre salgssteder på fredag. Der findes allerede et par danske webshops, som fører Apple Watch og har gjort det i en længere periode. Der er dog tale om importerede udgaver i modsætning til hvad der er tilfældet her med Elgiganten.