Udskældt TDC-tone droppes efter kun én dag
Massive protester fører nu til, at TDC smider deres dyrt indkøbte venteringetone på porten efter blot én dag.
Problemstillingen er, at lydkvaliteten i mobiltelefonen langt fra er på niveau med radio og TV-lyden. Derfor endte musikstykket, som er komponeret af Bent Fabricius-Bjerre og Søren Rasted (Aqua), med at lyde som det rene skrat.
– “Vi synes egentlig, at det er en ret god melodi, som Bent og Søren har lavet, men vi vil jo heller ikke genere kunderne”, siger Rasmus Windfeld fra TDC’s kommunikationsafdeling til DR Nyheder.
Planen med tonen var, at alle let kunne høre når der blev ringet til en TDC-kunde.
Ikke bedre end…
Genses TV-reklamen for TDC-tonen lyser ironien ud af replikkerne fra Bent Fabricius-Bjerre og Søren Rasted.
Bent: “Det er da bedre end den sædvanlige ventetone”.
Søren: “Ikke meget”.
Søren: “Bent er fed at arbejde sammen med”.
Bent: “…Søren spørger for meget, og så larmer han forfærdeligt”.
Længere nede i denne artikel kan du se en klippet version af TV-reklamen samt høre tonen i den fulde originale version.
Mange protester
På Politiken.dk er læserne meget enige om, at TDC-tonen ikke er vejen frem. Her er et udpluk af meningerne.
“Det er en – Tinitus fremkaldende savskærsskrigende lyd, der mest af alt minder mig om, at noget er splitter-ravende galt”, Anders, Esbjerg.
“Jeg finder ventetonen irriterende og unødvendig. Vi har støj nok i hverdagen”, Bente, Århus N.
“Det morsomste er, at komponisterne griner hele vejen til banken..! Det tragiske er, at folk holder fast ved TDC”, Ole, Helsingør.
“Frygtlig tone. Jeg troede at telefonen var i stykker”, Niels, København.
“Vel bare et eksempel på hvor “god kontakt” TDC har med deres kunder. Min første oplevelse var, at jeg havde ringet til en fax. Lydkvaliteten er næsten oppe på niveau med Radio Luxemburgs niveau på langbølge i 60’erne”, Ib, Sabro.
Link: Flere meninger på Politiken.dk
Se TV-reklamens ironiske replikker
Hør ventetonen
Sidste opdatering af historien
Sagen er slet ikke slut. Redaktionen har fulgt op på artiklen. mobilsiden gik videre med historien. 5/11/2009 puplicerede vi en ny vinkel på sagen med et indlæg med tematikken TDC har løst knas med kundeservice – Tjek artiklen her. Se også de seneste nyheder om emnet her.