Apple lancerer ny og billigere Pencil til iPad
Apple er i dag klar med en ny stylus til iPads, der er ideel til at tage noter, skitsere, tilføje kommentarer, føre dagbog og meget mere. Den nye Apple Pencil er billigere og lidt mere praktisk.
Se også: Den billigste iPhone er altid brugt
Billig er den nye Apple Pencil ikke
Apple skriver i pressemeddelelsen, at den nye Apple Pencil er “prismæssigt overkommelig”. Godt nok er den billigere end den nuværende 2. generation Apple Pencil til vanvittige 1.279 kroner, men billig er den altså ikke.
Godt nok er den nye Apple Pencil billigere, men prisen er dog på 749 kroner. Selvom den er en del billigere end 2. generation Apple Pencil er der ikke den store forskel på de to.
Den har ikke pressure sensitivity, trådløs opladning og dobbelttryk for at skifte værktøjer-funktion. Derudover er de to digitale penne ens.
Den nye Apple Pencil erstatter ikke de gamle, men bliver en del af sortimentet.
Virker med mange iPads
Den nye Apple Pencil har høj præcision, kort latenstid og hældningsfølsomhed. Den har også USB-C, som Apple også har udstyret de nyeste iPhone 15-modeller med.
USB-C er en rar tilføjelser, da man med dette stik kan oplade langt de fleste gadgets med det samme stik.
Den nye Apple Pencil fungerer godt sammen med iPadOS-funktioner som Skrible og Hurtignoter og til samarbejde med andre i Freeform. Ved brug med M2-modeller af iPad Pro understøtter den nye Apple Pencil svævefunktionen, så brugerne kan skitsere og illustrere med endnu større præcision.
Den nye Apple Pencil er kompatibel med alle iPad-modeller med en USB-C-port, herunder iPad (10. generation), iPad Air (4. og 5. generation), 11″ iPad Pro (1., 2., 3. og 4. generation), 12,9″ iPad Pro (3., 4., 5., og 6. generation) og iPad mini (6. generation).
Køb USB-C til Apple Pencil (1. generation)
For eksisterende ejere af Apple Pencil (1. generation) kan USB-C til Apple Pencil-mellemstikket købes separat for 78 kroner.