Apple på vej med smart-tv og ny AirTag
Der er flere nye produkter på vej fra Apple – både et smart-tv og en ny udgave af trackeren AirTag.
Et decideret Apple-fjernsyn – eller måske et Apple-branded TV – vil være en vigtig del af en række smart home-enheder, som Apple efter sigende planlægger til 2025 og derefter.
Se også: Apple på vej med nyt VR-headset: Apple Vision Pro 2
Gammel drøm om et decideret Apple-fjernsyn genoplives
I begyndelsen af 2010’erne droppede Apple planer om at lave sit eget tv og lancerede i stedet medieafspilleren Apple TV. Nu forlyder det ifølge Bloomberg, at Apple arbejder på sit helt eget tv.
Det er uvist, hvad Apples ambitioner med et tv er. Med Apple TV-streamingboksen kan man i dag få Apples økosystem til enhver tv-skærm. Apple vil derfor være nødt til at bringe noget nyt på markedet, hvis de laver sit eget tv.
Det er meget muligt, at en etableret tv-producent vil være villig til at samarbejde med Apple om et Apple-fjernsyn – eller som minimum skærmpanelet. Det vil dog med al sandsynlig være et Apple-udviklet skærmpanel, som anvendes.
Vi ved endnu ikke meget konkret om tv’et, og det er formentlig også flere år fra at blive lanceret.
Se også: Google TV Streamer vs. Apple TV: Hvilken skal jeg vælge?
Ny Apple AirTag på vej
Apple udgav Bluetooth-trackeren AirTag i april 2021, så den er allerede ved at være 3,5 år gammel. AirTag har ikke modtaget nogen hardwareopdateringer siden da, men der går rygter om, at en ny version af tilbehøret til sporing af genstande er under udvikling.
Ifølge Bloomberg satser Apple på at udgive en ny AirTag i midten af 2025.
Apple AirTag 2 har kodenavnet B589 og skulle senest være kommet videre i produktionstests. Apple er netop ved at gøre produktet klar til lancering, lyder det.
Analytikeren Ming-Chi Kuo har tidligere meldt ud, at anden generation af AirTag var blevet udskudt fra fjerde kvartal 2024 til et tidspunkt i 2025.
Den nye AirTag vil have en opgraderet chip med forbedret lokationssporing. I så fald kan AirTag blive opdateret med anden generation af Ultra Wideband-chippen, der debuterede i alle iPhone 15-modeller sidste år.
Apple AirTag 2 vil også have “bedre rækkevidde”, hvilket kan gøre det muligt for funktionen “Præcis lokalitet” at fungere over længere afstande.
Den nye AirTag vil også have en eller anden form for integration med Apples Vision Pro-headset, men de nærmere detaljer om dette kender vi endnu ikke.
Se også: Top 5: Billigste bluetooth-trackere – billige, men gode Bluetooth-trackere
Perspektivering
At Apple nu skulle være på vej med sit eget tv, vidner om, at Apple er ved at udvide sit sortiment af produkter. Det sker i takt med, at Apple er på vej med nye smart home-produkter, hvoraf tv’et menes at være iblandt disse.
Apple vælger at udvide porteføljen af produkter, fordi det er en effektiv måde at holde kunder med øvrige Apple-produkter i økosystemet. Apples produkter fungerer fremragende med hinanden og knap så godt med produkter fra andre mærker, og der vil uden tvivl også være implementeringer i et Apple-fjernsyn, som gør det attraktivt for iPhone-ejere at købe det.