Microsoft smartwatch vil måske virke til Android og iOS
Microsofts Windows vandt kampen om styresystemerne i 90’erne og 00’erne og endte med at have monopollignende tilstande. En af årsagerne var, at deres Windows kunne bruge andre hardware og softwareelementer end dem, som kom direkte fra Microsoft selv. Dermed fik Microsoft et stort netværk af partnere og tredjepartsudviklere.
Siden da er der løbet meget vand gennem møllen, men måske er Microsoft ved at gå tilbage til sine rødder med et måske kommende smartwatch fra Microsoft, for er der helt friske rygter om, at uret muligvis også vil virke med giganterne Android og iOS.
Overvejer Microsoft et smartwatch?
Et smartwatch, der er kompatibelt med konkurrenterne, kan måske være vejen til succes for Microsoft, men for at sikre succes skal et smartwatch selvfølgelig have et væld at sensorer, og her vil smartwatchet ifølge rygterne ikke fejle. Der er selvfølgelig pulsmåler indbygget, som kan måle dig dag og nat.
Rygterne går endvidere på, at smartwatchet kan holde strøm i to dage og måske komme allerede til sommer. En af dem, som efter sigende skulle arbejde med uret, er Alex Kipman, måske bedre kendt som faren til Kinect til Xbox. Hvad det betyder for det endelige resultat, kan vi kun gisne om, men han er kendt for at tænke ud af boksen, så måske bliver uret noget anderledes, end de Windows Phone produkter vi kender.
Hvis Microsoft kommer med et smartwatch, vil det faktisk ikke være firmaets første, for tilbage i 2004 lancerede Microsoft et ”smartwatch”, der hedder ”SPOT”(forkortelse af Smart Personal Object Technology), som gav informationer om nyheder, Windows Messenger og vejret. Produktionen stoppede i 2008 og i 2012 stoppede Microsoft supporten på grund af manglende salg.