Razer får millionbøde for vildledende gamer-mundbind
Den amerikanske myndighed Federal Trade Commission idømte tidligere på ugen elektronikproducenten Razer en bøde på 1,1 millioner dollar, eller det der svarer til 7,6 mio. kroner.
I afgørelsen skriver FTC, at producenten af gamingtilbehør har vildledt forbrugerne ved at hævde, at deres maske Zephyr, som blev lanceret under coronanedlukningen som et fancy alternativ til det traditionelle mundbind, har en N95-certificering.
”Disse selskaber hævdede ukorrekt, midt i en global pandemi, at deres ansigtsmaske svarede til et N95-certificeret mundbund. FTC vil fortsætte med at stille de selskaber til regnskab, der udnytter falske og udokumenterede påstande til at rette sig mod kunder, der er ude efter produkter, der kan holde dem sunde og raske,” oplyser Samuel Levine, der er FTC’s Consumer Projection Director.
Se også: Razer Kishi Ultra – ny spilcontroller til store smartphones og iPad Air
Razer: Havde ikke intention om at vildlede
Razer har afvist, at kommissionen skulle have ret i sin afgørelse.
”Vi er uenige i FTC’s påstande og har ikke som en del af forliget erkendt, at vi skulle have gjort noget forkert. Vi havde aldrig en intention om at vildlede nogen, og vi valgte at indgå et forlig for at afgøre sagen og undgå ståhejet og uroen ved en retssag og fortsætte med at have fokus på at skabe fantastiske produkter til gamere.
Razer mener desuden, at man er blevet gjort til syndebuk i en sag, som lige så godt kunne have handlet om et andet produkt, og tilføjer, at de har gjort, hvad de har kunnet for at give kunderne pengene tilbage og stoppe salget af Zephyr.
”Razer Zephyr blev udviklet for at kunne give communityet en anden og innovativ mulighed for at dække sine ansigter til. FTC’s påstande mod Razer handler om visse dele af nogle udtalelser om Zephyr. For mere end to år siden meddelte Razer på eget initiativ kunderne, at Zephyr ikke er en N95-maske, stoppede salget og gav kunderne pengene tilbage.”
FTC forbyder også officielt salget af masken samt for at ”give Covid-relaterede ukorrekte præsentationer og udokumenterede helbredspåstande om beskyttende sundhedsudstyr.” FTC går skridtet videre og ”forhindrer tiltalte i at repræsentere sundhedsfordelene, egenskaberne, effektiviteten, sikkerheden eller sideeffekterne ved beskyttende produkter og tjenester,” hvis ikke der findes pålidelig forskning, der underbygger påstandene.
Hele sagen bygger på, at Razer bevidst skulle have ført kunderne bag lyset, så de skulle tro, at masken til 110 euro kunne beskytte mod Covid-19. De udskiftelige luftfiltre i masken var dog ikke N95-godkendte, og derfor var masken heller ikke sundhedsgodkendt, idet Razer ifølge Engadget ikke havde søgt om sundhedsgodkendelse.
Se også: Nyheder om gadgets