Tip: Fem råd til mere sikker mobil
Virus på mobiltelefoner er endnu ikke særlig udbredt. Alligevel bør du være beredt – for ikke kun virus og spam kan udgøre en trussel. Hvad med vennerne?
Her er fem råd til, hvordan din mobil bliver mere sikker.
- Benyt pinkode på SIM-kortet
Mobilen er mere personlig end tegnebogen eller tasken, og indholdet er langt fra altid noget, som egner sig fremvisning i en større forsamling. Dette gælder både meget personlige billeder og beskeder, eller hvad med en fortrolig mail fra en samarbejdspartner? Udover pinkode, kan du også vælge autolås med kode, som indenfor en angiven tidsperiode blokerer telefonen – her beskytter du mobilen mod uautoriseret adgang, mens den er tændt.
- Lad ikke mobilen være uden opsyn
Undlad at låne mobilen ud – kan dette ikke undgås, så lad den ikke være uden opsyn. En fjendtlig bruger kan på få sekunder via hukommelseskort-porten installere et spionprogram, der f.eks. automatisk sender alle dine beskeder til en website på nettet. Generelt er det en dårlig idé, at lade vennerne “rode rundt” i din mobilen. Som nævnt i punkt 1, er mobilen meget personlig. Lad for alt i verden ikke mobilen ligge fremme på cafébordet, mens du går på toilettet.
- Sluk Bluetooth
En virus kan ved uheldige omstændigheder sprede sig via Bluetooth. Har en person i bussen en virus på sin mobilen (måske uden at vide det), kan denne sprede sig til din mobil, når Bluetooth er synlig. Acceppter derfor heller ikke Bluetooth-forbindelser fra personer, du ikke kender. Sluk Bluetooth når det ikke benyttes – og så sparer du endda også strøm på batteriet.
- Tænk over hvilke programmer du installerer
Overvej altid om et program til mobilen er sikkert. Er det hentet fra en “skummel” hjemmeside, eller en udbyder du ikke kender, så prøv evt. at Google det, inden du installerer. På den måde vil du opdage, om andre brugere har rapporteret problemer med programmet. Som på computeren kan et mobilprogram også indeholde mere end det, man først lige ser.
- Pas på mails og MMS
Modtager du en MMS eller mail, som du ikke er HELT sikker på, så undlad at åbne den på mobilen. Her gælder præcist samme regler som på computeren.
Generelt er det en god idé at være meget opmærsom, når du benytter mobilen, samt være kritisk over for både venner og programmer.
Sørg også for at tage backup af både mobilen og hukommelseskortet.
Benytter du en mobiltelefon med styresystemet Windows Mobile eller Symbian kan du købe et antivirusprogram til mobilen fra enten F-Secure eller Symantec. Men husk! Antivirus forhindrer ikke vennerne i, at snage i mobilen.