Sony lægger Walkman i graven

En tidsalder er slut. Sony stopper nu produktionen af den populære båndafspiller Walkman.

Gadgets

Alle produkter går ud af produktion på et tidspunkt, men ærligt talt kom det som lidt en overraskelse for redaktionen, at Sonys
kassette-walkman stadig var i produktion.

Ikke desto mindre har Sony her i oktober, ifølge crunchgear.com, meldt ud, at de nu lægger den båndædende musikafspiller i graven.

Den første Walkman blev introduceret for lidt over 30 år siden, og dukkede op i Japan i 1979 før den senere også indtog resten af verden.

Walkman blev som bekendt et stort hit for alle musikelskere især i 80’erne og gav os musik på farten, og siden da har Sony da også solgt mere end 200 millioner bærbare båndafspillere.

Vi sender kærlige tanker til vores hedengange kassette-walkman og kan oplyse, at navnet naturligvis lever videre i Sonys digitale MP3-afspillere og Walkman-mobiler samt måske også overraskende i Sonys cd-baserede Walkmen, der stadig bliver produceret.

Tidligere i år stoppede Sony også produktionen af disketter.