HTC bekræfter Windows Mobile 7-update til HD2

HTC HD2 vil kunne opgraderes til Microsofts seneste mobilsystem Windows Mobile 7.

HTC bekræfter Windows Mobile 7-update til HD2

Windows Mobile 7 er ikke engang officielt annonceret endnu – sandsynligvis sker det på Mobile World Congress 2010 i Barcelona, men HTC har allerede via deres Twitter-kanal i Rusland meddelt nyheden til ejerne af HD2.

I teksten står der angiveligt: “Der er ikke planlagt firmware-opgradering til Diamond2. Ud af de eksisterende mobiler på markedet, vil kun HD2 få Windows Mobile 7

Da nyheden begyndte at sprede sig på nettet, blev den spændende Tweet fjernet igen. HTC har ikke udsendt nogen yderligere bekræftelse.

Er det sandsynligt?

Selvom Windows Mobile 7 måske først når markedet i andet halvår af 2010, er det ganske sandsynligt, at HD2 får adgang til en opgradering.

Til den tid, er HTC HD2 stadig en “forholdsvis ny mobil”, og med en opdatering vil HTC kunne holde liv i den længere.

Ud fra et hardwaremæssigt synspunkt burde HD2 nok kunne trække den næste Microsoft-version.

Mobilsiden.dk mener…

Hvis det skal give mening, at udsende Windows Mobile 7 til HTC HD2, skal Microsoft komme med nogle nye banebrydende features, som ikke kan undværes.

HTC har deres egen brugerflade HTC Sense, og intet tyder på at denne bliver droppet. Derfor skal WM7 byde på en meget interessant underliggende struktur, hvis en opgradering skal give mening.

Ifølge HTC’s egne oplysninger, er det under fem procent af brugerne, der efterfølgende opdaterer deres mobil til en ny softwareversion.