Snart er det slut med gratis Google Fotos-backup
Efter fem år med gratis foto- og videobackup i Google Fotos, så går den altså ikke længere. Tjenesten som Google meldt ud var “gratis” er nu altså snart ikke gratis længere. Denne nye Google Photos-politik bliver effektueret fra den 1. juni 2021, hvorefter man kun får 15 GB gratis lagerplads.
Læs også: Google betaler Apple milliarder for at være standard søgemaskine
“I dag er Google Fotos hjemsted for mere end 4 billioner billeder og videoer, herunder dine, og imponerende 28 milliarder nye billeder og videoer uploades hver eneste uge. For at vi kan få plads til endnu flere af dine minder og skabe et Google Fotos, der er fremtidssikret, annoncerer vi en ændring af vores politik for lagerplads.”, skriver Google i en mail til brugere af Google Fotos.
15 GB til alt i Googles sky
De 15 GB gratis lagerplads har Google kørt med i flere år, og det indebærer ikke kun dine billeder og videoer. Det gælder alt du har gemt i Googles sky; Docs, Drev og nu også Google Fotos for både billeder i original og komprimeret kvalitet.
Billeder, der er blevet lagt op inden denne dato, tæller ikke med i de 15 GB. Hvis man vil uploade billeder og videoer efter denne dato og over 15 GB, så må man hoste op med minimum 16 kroner per måned.
Læs også: Her er syv af de bedste tjenester til online backup
Priser for Googles lagerplads
- 100 GB for 16 kroner per måned
- 200 GB for 25 kroner per måned
- 2 TB for 79 kroner per måned
- 10 TB for 399 kroner per måned
- 20 TB for 799 kroner per måned
- 30 TB for 1.199 kroner per måned
Vil slette inaktivt indhold
Ejere af Googles Pixel-telefoner er dog undtaget fra den nye regel, og de vil fortsat kunne drage nytte af et ubegrænset antal gratis fotobackups efter den 1. juni 2021.
Pt. er der mere end 1 milliard brugere af Google Fotos. Her er gemt 4 billioner fotos, og hver uge uploades yderligere 28 milliarder fotos og videoer til tjenesten.
Også på Google Drev og andre tjenester har Google meldt ud, at de vil begynde at slette indhold, hvis man har været inaktiv i 24 måneder. Derfor er det måske en god idé at forblive aktiv på ens Google-konti. Også hvis man har overskredet ens lagergrænse i 24 måneder gælder samme regel.
Heldigvis har Google dog lovet at underrette brugerne mere end én gang, inden de går i gang med sletningen. Er du i tvivl om, hvor langt tid du kan holde dig kørende med de 15 GB gratis lagerplads, så har Google udviklet et værktøj til at give et estimat på netop dette.
Læs også: Tag jer sammen, Google. Giv os nu de fede produkter