De sidste detaljer om Galaxy S21 & S21+ er ude
Intet er længere efterladt til fantasien, når det gælder Samsungs kommende Galaxy S21 serie, der bliver annonceret den 14. januar, hvis man skal tro rygterne. Nu er der kommet flere detaljer omkring de to mindste modeller i serien, Galaxy S21 og S21+. Endnu en gang kan vi takke Winfuture for at komme med mere næring til os, der ikke kan vente på at se de nye telefoner fra Samsung.
Se også: Den bedste Samsung telefon til prisen
To ens skærme
Udover selve størrelsen på de to er der faktisk nogle forskelle, hvis man kigger på specifikationerne. Om det er nok til at vælge den ene frem for den anden vil nok i sidste ende komme an på prisen.
I følge Winfuture vil begge modeller komme med Samsungs Dynamic AMOLED skærme i Fuld HD+ opløsning. De er altså ikke med den høje opløsning, vi plejer at se. Den er forbeholdt storebroren, Galaxy S21 Ultra. Galaxy S21 får en skærm på 6.2 tommer og S21+ bliver 6.7”. Begge er de udstyret med 120Hz skærmopdatering og beskyttet med Cornings nyeste Gorilla Glass Victus.
Ingen oplader i æsken
Der er altså lagt op til en pinlig situation, når Samsung vil fortælle, at de også vil sende Galaxy S21 af sted uden en oplader i æsken. Og pinligt er det naturligvis, fordi Samsung var ude og drille Apple, da de lavede samme stunt ved lanceringen af iPhone 12. Måske kan Samsung finde en løsning, som virker som en mere troværdig klimaaktion end Apples.
Derudover kommer de hver især med et batteri på henholdsvis 4.000 mAh i S21 og 4.800 mAh i S21+. De kan oplades med op til 25W, men selve opladeren skal altså skaffes på anden vis. Der er selvfølgelig mulighed for at oplade trådløst og omvendt trådløs opladning.
Se også: Derfor er de dyreste telefoner spild af penge
Samme kameraer på begge modeller
Der er ikke nogen tvivl om, at Samsung vil smide alt fra øverste kamerahylde over på Galaxy S21 Ultra. Det betyder altså, at kameraerne på de to mindre modeller kommer til at stå lidt i skyggen af den store model.
S21 og S21+ kommer med et hovedkamera på 12 megapixel, en blænde på f/1.8, 1/1.76” sensorstørrelse med pixels på 1.8µm. Det andet af de tre kameraer er ultravidvinkel på 12 megapixels med en blænde på f/2.2, sensorstørrelse på 1/2.55” og 1.4µm per pixel. Det sidste kamera tilbyder tre gange optisk zoom med 64 megapixels, en f/2.0 blænde, 1/1.76” sensorstørrelse og pixels på 0.8µm.
På videofronten er der stadig mulighed for at filme helt op til 8K, som blev introduceret på S20 serien.
Samsungs Exynos i Danmark
Det plejer ikke at være en god ting, når vi i Danmark får Samsungs egen Exynos 2100 processor i telefonerne fremfor Snapdragon 888. Ofte har det været sådan, at der har været en langt bedre ydeevne på Snapdragon udgaven, som bliver lanceret over i USA. Tiden vil vise, om vi endnu en gang ender med at føle os skuffede og forbigået. Derudover kommer de med den nyeste Android 11 version med One UI 3 oven på.
Se også: Nyheder, priser, rygter & kommentarer til mobiltelefoner