Google varsler højere priser på Android-mobiler

Google har bekræftet, at Pixel 11-serien bliver dyrere på grund af eksploderende priser på RAM-hukommelse - en krise, Google selv er med til at skabe.

Google varsler højere priser på Android-mobiler

Google har officielt bekræftet, at kommende Pixel-mobiler bliver dyrere. Prisstigningen skyldes de kraftigt stigende priser på RAM-hukommelse – en krise, som Google og andre techgiganter selv i høj grad er med til at drive gennem deres enorme investeringer i AI-infrastruktur.

Se også: Disse 3 populære mobiler skal du undgå

RAM-priserne er gået amok

Ifølge Googles vicepræsident for enheder og tjenester, Shakil Barkat, oplever selskabet ligesom resten af branchen en historisk stigning i omkostninger.

Han henviser til tal fra Morgan Stanley, der viser, at prisen på 1 GB RAM er steget fra 2,80 dollar i 2025 til hele 12 dollar i år – en seksdobling.

Ifølge Barkat har Google forsøgt at skærme forbrugerne fra prisudsving så længe som muligt, men “økonomien har grundlæggende ændret sig, og vi er ikke immune over for det.”

Se også: Disse er årets bedste mobiler i 2026

Alle Pixel-telefoner rammes af prisstigninger

Prisjusteringerne kommer til at ramme hele Pixel-sortimentet, herunder den kommende Pixel 11-serie, der officielt præsenteres den 12. august.

Ifølge lækkede oplysninger går basisudgaven af Pixel 11 Pro angiveligt fra 16 til 12 GB RAM, mens startprisen på både Pixel 11 og Pixel 11 Pro ventes at stige med omkring 100 dollar.

Til gengæld fordobles lagerpladsen til 256 GB som standard. De større modeller, Pixel 11 Pro XL og den foldbare Pixel 11 Pro Fold, ventes at stige tilsvarende uden kompensation i form af mere lagerplads.

Prisstigningerne rammer ifølge Google også allerede lancerede Pixel-mobiler, hvilket sandsynligvis betyder, at også mellemklassemodellen Pixel 10a bliver dyrere.

Google har ikke oplyst, hvornår de nuværende priser stiger. Google er langt fra den eneste mobilproducent, der har varslet prisstigninger – det har både Apple og Samsung også gjort.

Se også: Disse 3 mobiler er de bedste køb

Hold fast i din nuværende mobil

Vores absolut bedste råd i disse tider er, at du holder fast i den mobil, du allerede har, så længe som muligt. Alle nye mobiler i 2026 bliver dyrere, mens forbedringerne sammenlignet med de seneste par år er minimale.

Medmindre din nuværende mobil er decideret udtjent, er der sjældent nogensinde været mindre grund til at opgradere til den nyeste model.

Der er samtidig noget ironisk i, at det i høj grad er Google selv – sammen med andre techgiganter – der er med til at drive prisstigningerne på RAM-hukommelse. Det skyldes, at chipproducenter som Samsung, SK Hynix og Micron i stigende grad omdirigerer deres produktion mod avanceret hukommelse (HBM) til AI-datacentre, fordi det indbringer langt højere avancer end almindelig RAM til forbrugerelektronik.

Når Google og andre techgiganter investerer massivt i AI-infrastruktur og opkøber hukommelseskapacitet, efterlader det mindre kapacitet, og dermed højere priser, til den almindelige RAM, som ender i blandt andet mobiltelefoner.

Google er altså selv med til at skabe den krise, som nu tvinger prisen op på deres egne mobiler.

Se også: Test af de nyeste mobiltelefoner

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed