Samsung-patent: Selfiekamera under displayet
Displays kan snart ikke blive større på mobilen, for visse nøglekomponenter gør, at hele mobilens front ikke kan udnyttes til display. Blandt andet selfiekameraet og telefon-ørestykket står i vejen. Det ses tydeligt på blandt andet i iPhone X, hvor Apple måtte lave en ikke synderlig pæn udskæring i displayet til netop de komponenter.
Et nyt Samsung-patent viser, hvordan denne begrænsning kan omgås, ved at gemme de komponenter hvor de ikke kan ses: under displayet.
Se også: Så kom den: den første mobil med usynlig fingerscanner
Patentet, som er tegnet hos den internationale patentorganisation WIPO, detaljerer hvordan både frontkamera, fingeraftrykslæseren, proximity-sensorer og telefonørestykket kan skjules bag et OLED-display som kan gøre sig selv gennemsigtigt.
En lignende teknologi er allerede blevet præsenteret i aktion, med Synaptics nyeste fingeraftrykslæser, som er skabt til at kunne arbejde under et OLED-display. Samsungs patent baner dog vejen for smartphones hvor hele fronten kan udnyttes til skærmareal.
Som med de fleste patenter kan der gå lang tid fra idé til endeligt produkt. Visse af teknologierne er allerede set i aktion, og derfor kan de være at finde i Samsungs kommende 2018-smartphones som de kommende Galaxy S9’er eller Note9.
Læs også: Samsung får patent på fingeraftrykslæser indbygget i skærmen
