Børn får venner gennem gaming – 3 gode råd til forældre
I en undersøgelse foretaget af Yougov kan man læse, at børn og unge har nydt godt af coronakrisen, hvor der er blevet streamet og spillet onlinespil som aldrig før. Hvor gaming ofte udskældes, så viser undersøgelsen, at børnene får nye venner og fællesskaber gennem onlinespil. Der er dog ingen tvivl om, at gaming deler vandene hos forældrene. Herunder er der tre gode råd om børns gaming til forældrene.
Læs også: De 5 hurtigste, vildeste og bedste telefoner til gaming
Undersøgelsen om børn og unges gaming-vaner er foretaget af Yougov på vegne af Teleselskabet 3. Der har deltaget 1.001 forældre i undersøgelsen, som alle har børn mellem 5 og 18 år.
Ud af dem oplyser halvdelen, at de ser gaming som et sted, hvor deres børn kan mødes med andre og udvikle nye venskaber. Også muligheden for at finpudse engelskkundskaberne og træne evnen til at begå sig online trækker op – her svarer hhv. 70 og 73 %, at gaming bidrager positivt.
”Gaming er for mange børn og unge en social aktivitet, hvor man spiller sammen med vennerne. Derfor er det helt naturligt, at de har brugt mere tid i den verden under coronakrisen, mens de voksne har krævet afstand og isolation. Undersøgelsen peger på, at mange forældre forstår, at gaming har været livline for børnene og givet adgang til fællesskab i en svær tid, og nu bliver øvelsen at ramme en fornuftig balance, i takt med at vi igen kan være mere fysisk sammen,” siger Jesper Bennike, direktør for 3’s privatmarked.
Når det kommer til tiden, som børnene bruger på gaming, så deles vandene dog blandt forældrene. Her mener 48 procent nemlig, at deres børn bruger for meget tid på gaming.
Se også: Mobilt bredbånd på 3s netværk – sammenlign priser
Tre gode råd til børn og gaming
Sammen med nyheden om undersøgelsen, har 3 også tilføjet tre gode råd til forældre, som har børn der gamer.
#1 Forstå universet og sproget
Det er vigtigt, at forældrene har en forståelse for den verden, barnet er i. Prøv derfor at se med over skulderen en dag og lad barnet forklare, hvad der foregår på skærmen. På den måde får I et fælles sprog og et fælles udgangspunkt at tale ud fra.
#2 Spørg nysgerrigt
Hvis barnet skal fortælle om, hvad der sker bag skærmen, er det vigtigt, at forældrene anerkender timerne brugt foran skærmen som vigtige og spørger nysgerrigt ind, som man ville gøre efter en skoledag eller en legeaftale. Spørg fx ”Hvem spillede du med i dag?” eller ”Hvordan gik spillet?”
#3 Husk at italesætte grænser
Selv om børnene er eksperter i spillet, er det stadig en del af forældrenes opgave at lære barnet om at sætte grænser, og hvordan man siger fra i det digitale univers. Snak om, hvad der er rigtigt og forkert – ligesom I snakker om grænser i andre sammenhænge.
Læs også: Samsung Neo QLED er første tv med gaming-certificering