Android Auto får makeover – nye funktioner og design på vej
Dette års Google I/O bød på masser af spændende nyheder: Et Pixel Watch, nyheder om Pixel 7, en masse softwarenyheder, inklusiv Android 13 – og en masse andre nyheder. En af de mange annonceringer handlede om Android Autos nye udseende, der udsendes som en opdatering til alle brugere til sommer.
Læs også: Android Auto – nyt design på vej med inspiration fra CarPlay
Tilpasser sig automatisk skærmstørrelser
Her er mange nyheder, men den helt store ændring består i, at brugerfladen på Android Auto nu tilpasser sig til forskellige skærmstørrelser, formater og orienteringer med et standardudseende med split-screen.
Hurtigt overblik over navigation, medier og beskeder
Pointen er at giver føreren af bilen hurtig og enkel kontrol over de tre mest brugte dele af Android Auto – kort, mediekontrol og beskeder.
Google Assistant, notifikationer og appbiblioteket er let tilgængeligt i docken, og alt efter om man har en skærm i portrætformat eller widescreen, vises docken enten i bunden eller i den side af skærmen, der er tættest på føreren. Google Assistent giver nu forslag på hurtige svar i samtaler, såsom muligheden for at dele en forventet ankomsttid med kontakter.
Læs også: Renault, Nissan og Mitsubishi all-in på Android Automotive
Også nyt til Android Automotive
Biler med indbygget Android Automotive OS, som for eksempel biler fra Volvo, Polestar, Renault, Ford og GMC, får nye muligheder, når bilen er parkeret. Blandt andet får de en webbrowser og mulighed for at se videoer fra YouTube, Epix Now og Tubi på bilens skærm.
Google har også meddelt, at de arbejder på at kunne tilbyde flere videotejenester i systemet, samt muligheden for at caste video til bilens skærm.
Opdateringen til Android Auto rulles ud i løbet af sommeren. Et mere præcist tidspunkt har Google endnu ikke.
Se også: Nyt om elbiler