BYD Dolphin, BYD Seal og XPeng P7 scorer topkarakter i sikkerhed
BYD og XPeng, to nyere elbilmærker i Danmark, har netop fået nogle af deres nyeste modeller sikkerhedstestet hos Euro NCAP. Alle tre klarer testen med topkarakter.
Se også: Elektriske familiebiler med høj sikkerhed
Høj sikkerhed i nye elbiler
Tilbage i december 2022 scorede den kinesiske og meget prisoverkommelige MG4 Electric topkarakter i Euro NCAPs sikkerhed- og crashtest, og nu har endnu to nye kinesiske elbilproducenter i Danmark klaret testen med bravur.
Det er BYD og XPeng, der tilsammen har fået testet tre nye elbilmodeller. Fra BYD er det bybilen og lille familiebil Dolphin og den sporty sedan Seal. Fra XPeng er det sedanen P7. Alle har fået topkarakter i Euro NCAPs omfattende sikkerhedstest. Vi har desuden opdateret vores test af XPeng P7 med det officielle Euro NCAP testresultat.
Lad os tage et kort kig på de tre testresultater på BYD Seal, BYD Dolphin og XPeng P7:
- BYD Dolphin: 5 stjerner (scorer 89 procent for fører og voksne, 87 procent for børn, 85 procent for fodgængere og 79 procent for sikkerhedsfunktioner).
- BYD Seal: 5 stjerner (scorer 89 procent for fører og voksne, 87 procent for børn, 82 procent for fodgængere og 76 procent for sikkerhedsfunktioner).
- XPeng P7: 5 stjerner (scorer 87 procent for fører og voksne, 81 procent for børn, 81 procent for fodgængere og 78 procent for sikkerhedsfunktioner).
Se også: Sammenlign alle elbiler
En af de billigste elbiler med topkarakter i sikkerhed
Med 5 ud af 5 stjerner i Euro NCAP er BYD Dolphin med en pris fra 234.995 kroner en af de billigste elbiler på markedet, der får topkarakter i crashtest og sikkerhed.
Andre billige elbiler med høj sikkerhed er MG4 Electric og Nissan Leaf, hvor sidstnævnte er testet efter en ældre NCAP-testmetode. Nyeste 2023 NCAP-testmetode er den hidtil mest krævende.
Se også: De billigste elbiler
BYD Seal og Dolphin advarer om glemt barn i bilen
Som en ny ting i 2023 Euro NCAP-testen opfordres bilproducenterne til at have et CPD-system (Child Presence Detection). Det er et system, der udsender en advarsel, når et barn eller spædbarn er blevet efterladt i bilen.
Ifølge Euro NCAP er dette system er især vigtigt i de varme sommermåneder, hvor der kan blive meget varmt i bilerne.
Euro NCAP var den første organisation i verden, der udviklede tekniske krav til systemer til registrering af børns tilstedeværelse og evaluerer nu rutinemæssigt deres ydeevne. Som følge heraf bliver CPD-systemer mere og mere almindelige. BYD Seal og Dolphin er udstyret med CPD-system.