Test og anmeldelse af XPENG P7

XPENG P7 er en flot elbil med gode køreegenskaber, høj komfort, masser af udstyr og et godt infotainmentsystem. På enkelte områder er der dog plads til forbedring. Læs test af XPENG P7.

Indholdsfortegnelse

  1. Introduktion
  2. Specifikationer
  3. Design og kvalitet
  4. Rækkevidde og opladning
  5. Infotainment, skærm, software og brugervenlighed
  6. Selvkørende egenskaber
  7. Køreoplevelse og ydelse
  8. Komfort
  9. Udstyrsniveau
  10. Bæredygtighed
  11. Sikkerhed
  12. Garanti og service
  13. Bedømmelse
  14. Konklusion
  15. Pris og leasing

XPENG P7 er en flot, velkørende, komfortabel, veludstyret og smart elbil. P7 er både hurtig og sjov, enkel og behagelig. Kvaliteten er god, og kabinen er minimalistisk, lys, rummelig og flot, og den byder på et af markedets bedste infotainmentsystemer. Dog skal enkelte ting være på plads, hvis XPENG P7 skal opnå succes herhjemme.

Læs også: Sådan tester og bedømmer vi elbiler

Introduktion af XPENG P7

XPENG er en af de nyeste bilproducenter i Danmark. XPENG åbnede den første butik i Danmark i april i år i hjertet af København, hvor man kan se nærmere på elbilerne P7 og P5 samt den flyvende bil X2. Selvom XPENG for mange er et bilmærke, vil selskabet helst identificeres som en teknologivirksomhed. Og det forstår man egentlig godt, når man først sidder bag rattet i en P7.

XPENG P7 er en elektrisk sedan med et sportsligt design. P7 kan endnu ikke købes i Danmark, men derimod forudbestilles. Når den kommer til Danmark i starten af 2023, skal den være en direkte konkurrent til Teslas populære Model 3.

Der er et stort fokus på software og teknologi i XPENG P7, som kommer med eget operativsystem og brugerflade, der inkluderer appbutik, intelligent cockpit, stemmestyring og avanceret fartpilot. Men glemt er bestemt ikke køreoplevelsen, hvor P7 er bygget på en platform, der er udviklet i samarbejde med selveste Porsche.

Det sporty design afslører, at XPENG P7 er en hurtig bil. Performance-varianten kommer med dobbelte elektriske motorer, der yder 316 kW (430 hk) og 655 Nm. Det betyder, at XPENG P7 har en acceleration fra 0-100 km/t på kun 4,5 sekunder.

Samtidig er der godt med plads i P7, hvor der er fem siddepladser, rummelige bagsæder, et bagagerum på 440 liter og et stort frunk på cirka 80 liter.

Se også: Øvrige specifikationer på XPENG P7

Tre varianter af XPENG P7

Når XPENG P7 er klar til danskerne i 2023, vil det være i tre varianter: En Standard Range-, Long Range- og en Performance-model med firehjulstræk. XPENG P7 Standard Range og Long Range forventes at få samme ydeevne fra en elektrisk motor placeret på baghjulene, der yder 196 kW. Performance-varianten er noget kraftigere med 316 kW.

Standard Range vil have en rækkevidde på omkring 400 kilometer, Long Range på 550 kilometer, og Performance når op til 500 kilometer. De to sidstnævnte kommer med et 80 kWh batteri. Opladning sker ved op til 80-90 kW. Når P7 sælges i Danmark til næste år, vil det være med en meget hurtigere lynopladning.

Er XPENG P7 den rigtige elbil for dig? Vi har haft XPENG P7 til test i en uge og herunder finder du vores bedømmelse af den.

Specifikationer

XPENG P7 Standard Range Long Range Performance
Yde­­evne 196 kW / 266 hk (RWD)
0-100 km/t på 6,9 sek­.
Top­has­tig­hed på 170 km/t
316 kW / 430 hk (AWD)
0-100 km/t på 4,5 sek­.
Top­has­tig­hed på 170 km/t
Bat­­te­­ri og ræk­­ke­­vid­­de (WLTP) Ukendt
400 km
80 kWh
550 km
80 kWh
500 km
Op­­lad­­ning 11 kW AC og 80-100 kW DC (30-80 % på 31 min.)
Sid­­de­­plads­­er 5 sid­de­plads­er og 2 med iso­­fix-be­­slag
Ba­­ga­­ge­­rum 440 liter
Plat­­form Smart Electric Platform Architecture (SEPA)
In­­fo­­tain­­ment­sy­stem Xmart OS
Euro NCAP-be­døm­me­lse 5/5 stjerner
Andet 5 års fa­briks­ga­ran­ti, 8 år/160.000 km ga­ran­ti på mi­ni­mum 70 pro­cent bat­te­ri­ka­pa­ci­tet
Pris Fra 420.000 kr. Fra 450.000 kr. Fra 520.000 kr.

Design og kvalitet

I forhold til bilmærkets første bil i Danmark, XPENG P5, er P7 en meget flottere bil. Selv i forhold til konkurrenten Tesla Model 3 er P7 en flottere bil, hvis du spørger os. Ikke nok med det virker P7 til at være mere omhyggeligt sat sammen, og kvaliteten af interiøret er bedre.

Udvendigt byder P7 på et nydeligt sporty udseende, som ofte fanger forbigåendes blik. Det er en ganske aerodynamisk bil med en luftmodstandskoefficient på 0,236, hvilket placerer den blandt Tesla Model 3 og Porsche Taycan. Men heldigvis er aerodynamikken ikke på bekostning af designet.

Mange vil sikkert (og har gjort det i den periode, vi har testet P7) forveksle den med en Tesla, og vi kan godt se hvorfor. Men dem, der har siddet i en Tesla og kender til disse populære biler, fornemmer hurtigt kvalitetsforskellen. P7 virker rigtig godt samlet. Dørene, bagsmæk og kølerhjelm giver alle indtrykket af, at det er kvalitet.

Nydelig kabine i flot kvalitet

Det samme indtryk får man, når man sætter sig ind i XPENG P7. Designet er minimalistisk og moderne, og her er brugt en kombination af aluminium, kunstlæder og en træ-lignende materiale. Her er ikke mange fysiske knapper. I stedet har XPENG gemt de mange funktioner væk i bilens software, som kan styres med enten stemmen eller infotainmentskærmen. De gør noget godt for designet.

Kabinen føles gennemtænkt, materialerne er generelt rigtig gode, og byggekvaliteten er god. Sæderne er lækre og med flotte syninger, og de er samtidig meget behagelige. Enkelte steder kan man finde hårdere og tyndere plastik, men man skal lede efter det, og det er i hverdagsbrug ikke noget, man fornemmer.

God lyd fra Dynaudio

Lydsystemet i XPENG P7 leveres af danske Dynaudio, der har hovedkontor i Skanderborg. Her er hele 18 højtalere, der spiller virkelig godt. Det er ikke på højde med Meridian-anlægget i Jaguar i-PACE eller Bowers & Wilkens anlæg i BMW iX, men det er bestemt bedre end de fleste standard-højtalersystemer. Desværre understøtter bilen ikke Apple CarPlay eller Android Auto, så spiller man musik på dette lækre anlæg, er det via Bluetooth og ikke Wi-Fi, desværre.

Xpeng P7
XPENG P7 er med dens sporty design en meget nydelig elbil.

Rækkevidde og opladning

Performance-varianten af XPENG P7, som vi havde til test, har en teoretisk rækkevidde efter WLTP-standarden på op til 550 kilometer. WLTP er en standardiseret testprocedure til at måle elbilers rækkevidde på en kontrolleret og sammenlignelig måde. Der testes ved forskellige hastigheder og temperaturer for at skabe et så realistisk kørselsmønster som muligt. Om sommeren forventes den at have en rækkevidde på op til 523 kilometer, mens den vil være på op til 440 kilometer om vinteren.

Ligesom i alle andre elbiler afhænger den reelle rækkevidde med XPENG P7 af mange ting, herunder vejrforhold, dæktype, antal passagerer, bagage, vejbanen, hastighed og kørestil.

Virkelighedens rækkevidde

I den uge, hvor vi har testet XPENG P7, har vi kørt mange hundrede kilometer i by, på landevej, på motorvej ved 110 og 130 km/t og under blandede forhold. Langt det meste af tiden har vi kørt i tilstanden Standard.

Bykørsel

På vores køreture i byer, hvor hastigheden hovedsageligt var 50 eller 60 km/t, men med mange opbremsninger og accelerationer, opnåede vi en gennemsnitlig rækkevidde, der svarer til 372 kilometer kørsel på et fuldt opladet batteri. Det svarer til en effektivitet på 20,16 kWh/100 km. Det er lidt under gennemsnittet for de øvrige elbiler, vi har testet, og af en bil med et 80 kWh batteri og et temmelig aerodynamisk design kunne man godt forvente mere.

Landevej

På landevej, hvor hastigheden hovedsageligt var 70-80 km/t og i perioder 50-60 km/t, opnåede vi også en overraskende lav rækkevidde på, hvad der i gennemsnit svarer til kun 349 km på en fuld opladning. Det svarer til en effektivitet på 21,51 kWh/100 km. Dette ligger også markant under, hvad man burde forvente, da den mellemhøje hastighed på omkring 80 km/t uden mange opbremsninger og accelerationer er det område, hvor elbiler plejer at kunne præstere den længste rækkevidde.

Motorvej

Ved 110 km/t på motorvej ser det dog noget bedre ud. Her fik vi en gennemsnitlig rækkevidde, hvis vi kørte batteriet tomt, på 447 km og en effektivitet på 16,8 kWh/100 km. Både rækkevidden og effektiviteten er her højere end gennemsnittet for de øvrige elbiler, vi har testet, som er på lige under de 400 km.

Ved 130 km/t faldt rækkevidden som forventet. Her blev den i gennemsnit 341 km og effektiviteten 22,2 kWh/100 km, hvilket dog stadig er lidt højere end gennemsnittet for de elbiler, vi har testet.

Blandet kørsel

Vi testede også XPENG P7 i blandede forhold – primært motorvej med både 110 og 130 km/t, men også landevej og bykørsel. Her opnåede den i gennemsnit en rækkevidde, der svarer til 313 km kørsel på et fuldt batteri. Det svarer til en effektivitet på 24,0 kWh/100 km. Det er et godt stykke under gennemsnittet for de elbiler, vi har testet, som er på henholdsvis 413 km og 18,5 kWh/100.

Xpeng P7
P7 har en teorerisk rækkevidde på op til 550 kilometer.

Opladning

Er du til lynhurtig opladning, er det ikke XPENG P7, du skal vælge. Faktisk kan du slet ikke få oplyst ladeeffekten på de to varianter – måske fordi ladehastigheden ikke er prangende. AC-opladning tager 6,5 timer med 1-faset opladning og lidt over 4 timer for 11 kW 3-faset opladning, men det er kun for 30-80 %.

Effekten på DC-opladningen er pt. på kun 80 kW, hvilket giver en ladetid fra 30 til 80 procent på 31 minutter. Vi foretog en opladning fra tæt på 0 procent til 33 procent på 25 minutter og kom aldrig over en ladeeffekt på 63 kW. Det er altså ikke helt godt i 2022.

Når XPENG P7 leveres til de første kunder i foråret 2023, kan de dog se frem til, at P7 kan lade noget hurtigere. Hvor hurtigt vides dog endnu ikke, men det skulle blive med en meget konkurrencedygtig effekt. Det ser vi frem til.

Infotainment, skærm, software og brugervenlighed

Der er stort fokus på softwaren i XPENG P7. Det er også grunden til, at cockpittet ser så minimalitisk ud. Ale knapperne, eller rettere sagt funktionerne, finder man i bilens store infotainmentskærm. Det lykkes nogle steder virkelig godt for XPENG, og andre steder er der plads til forbedring.

Man bliver bestemt ikke overvældet, når man først sætter sig bag rattet i P7. Egentlig er det bare at sætte den i gear, og af sted går det. Vil man indstille klima, få rutevejledning, indstille spejle, rat og mange andre ting, foregår det på den store skærm.

To flotte skærme

Der er to skærme i XPENG P7. Førerdisplayet er på 10,25 tommer og i Full HD. Infotainmentskærmen er på knap 15 tommer og i en højere opløsning på omkring 2K. Begge skærme er af en virkelig god kvalitet med gode betragtningsvinkler, farver og rigeligt med lys.

Softwaren

Softwaren er XPENGs egen og udviklet i Silicon Valley i Californien. Det er typisk et kvalitetsstempel. Først og fremmest er ydeevnen virkelig god. Man kommer hurtigt rundt i menuerne på infotainmentskærmen, og her opleves ikke ventetid eller hakken. Man kan taste uden forsinkelse på det digitale keyboard, og scroller man rundt på navigationskortet, sker dette også tilfredsstillende flydende.

Det er samtidig let at finde rundt i softwaren, som er intuitiv og brugervenlig. Bilens omgivende kameraer er af høj kvalitet, og dens 360 graders kamera er et af de bedste, vi har prøvet.

Softwaren formår også at udnytte den store skærm, hvor man under for eksempel rutevejledning har widgets i venstre side med musikafspilning, telefon og andre notifikationer. Her er også hurtige genveje til nogle af de mest brugte funktioner. XPENGs software er absolut blandt de bedste på markedet i dag.

Plads til forbedring

Vi havde foretrukket, at der var fysiske knapper til funktioner som klimastyring, køreindstilling og indstilling af spejle og rat, men heldigvis gør softwaren det på rimelig overbevisende vis.

Det betyder dog ikke, at det er perfekt. Vi oplevede udfordringer med ruteplanlægningen, som til tider var langt fra optimal. Lavede man samme rute i Google Maps, var man fremme hurtigere og med en bedre rute. Men det største problem for mange vil være, at softwaren ikke er på dansk. Til både stemmestyring, rutevejledning og mange andre ting er dette ikke optimalt. XPENG siger, at dansk software er på vej, men kan ikke sige noget om hvornår. En dansktalende assistent skal vi nok ikke regne med.

Opkoblede funktioner, Apple CarPlay og Android Auto

Vi sætter pris på, at der kan hentes apps til XPENG P7, men desværre er udvalget alt for lille. Her er Spotify, men heller ikke meget mere. Hvor er alle de andre musiktjenester, tjenester til videostreaming og hvad man ellers normalt bruger i bilen? Disse mangler kunne man bedre leve med, hvis man kunne bruge Android Auto eller Apple CarPlay, men det er desværre ikke muligt. Vi håber, at XPENG gør det muligt at bruge Android Auto og Apple CarPlay, inden den kommer til Danmark.

Man kan koble mobiltelefonen til XPENG P7 via Bluetooth, hvorved man kan afspille musik og foretage opkald. Men smartere bliver forbindelsen ikke.

Med XPENG-appen installeret får man adgang til en række smarte funktioner. Her kan man låse bilen op på afstand åbne bagagerum, vinduer, se batteristatus, finde ladestationer, klimaregulering og ikke mindst aktivere automatisk parkering. Man kan også bestille tid til service eller reparation.

Xpeng P7
XPENGs software er hurtig og simpel. Men vi savner en del ting.

Selvkørende egenskaber

XPENG P7 er udstyret med et væld af sensorer og kameraer, der muliggør delvis autonom kørsel. Der er 5 radarer, 12 ultralydssensorer og 14 kameraer. Den imponerende hardware muliggør førerassistentfunktionerne adaptiv fartpilot (ACC), vejbaneassistent (LCC), automatisk vejbaneskift (ALC) og adaptiv kurvekørsel (ATC). Du finder også parkeringsassistent og p-plads udkørselsassistent (RCTA).

Derudover har den sikkerhedsfunktioner som Forward Distance Monitoring (FDM), frontkollisionsalarm (FCW) og automatisk nødbremse (AEB), blindvinkelassistent (BSD), Door Open Warning (DOW), Lane Departure Warning (LDW), kollisionsadvarsel (RCW) og trafikskiltegenkendelse (TSR).

Der mangler altså ikke førerassistentfunktioner. Men hvordan er de mange førerassistentsystemer så at køre med i praksis? Vi var faktisk ikke voldsomt imponerede. Bevares, du kan sagtens bruge førerassistentsystemerne på landevej og motorvej uden de store problemer, men set samlet sidder vi tilbage med en oplevelse af, at bilen ofte placerer sig unaturligt på vejbanen.

Passerer du for eksempel et helleanlæg på landevej, kan du godt risikere at komme ud i yderkanten af vejbanen. Bilens styring sker samtidig med lidt for store og pludselige ryk, som ikke er så naturlige som ens egne blide bevægelser. Du bliver dertil lidt for ofte mindet om at give rattet et ryk, selv om du sidder med hænderne på rattet. Og tager du for hårdt fat i rattet, kommer du nemt til utilsigtet at afbryde den adaptive fartpilot.

Den samlede oplevelse med de selvkørende egenskaber er altså ikke så overbevisende og raffineret, som vi har oplevet det fra flere andre producenter. Hardwaren er dog uden tvivl i orden, så forhåbentlig kan køreoplevelsen forbedres over tid via firmwareopdateringer.

Niveauer for automatisering af selvkørende biler 

Bilers selvkørende niveau er defineret i 2014 af standardiseringsorganet SAE International.

  • Niveau 0: Ingen automatisering
  • Niveau 1: Førerassistance – fartpilot, adaptiv fartpilot, parkeringsassistent, vejbaneassistent
  • Niveau 2: Delvis automatisering – bilen overtager styring, men fører skal være opmærksom og have hænder på rattet.
  • Niveau 3: Bilen overtager styringen, men føreren skal være i stand til at kunne overtage styringen.
  • Niveau 4: Høj grad af automatisering. Føren må sove og forlade førersædet og i afgrænsede områder, hvor det er tilladt.
  • Niveau 5: Fuld automatisering. Kan køre helt uden menneskelig indgriben.

XPENG hævder, at P7 understøtter niveau 3 inden for selvkørende teknologi i hjemlandet Kina med version 3.0 af XPILOT-førerassistentsystemerne. Men i Europa må du nøjes med XPILOT 2.5, og det placerer den med al sandsynlighed ‘kun’ på niveau 2 ligesom konkurrenterne.

Xpeng P7

XPENG P7 tager gerne styringen på den lange køretur. Men kan man stole på teknologien?

Køreoplevelse og ydelse

XPENG P7 er en fantastisk velkørende elbil. Vi testede Performance-varianten, der er den hurtigste – og hurtig det er den. Men XPENG P7 har to personligheder på vejen: Den kan være aggressiv og præcis, og den kan være behagelig og rolig.

Man kan få XPENG P7 med enten en enkelt elektrisk motor og baghjulstræk, der yder 196 kW / 266 hk, eller med dobbelt elektrisk motor, firehjulstræk og 316 kW / 430 hk. Den hurtigste variant accelererer fra 0-100 km/t på blot 4,5 sekunder. Det er bestemt hurtigt, men langt fra hurtigst. Faktisk er ret mange elbiler (også af den større slags) lige så hurtige eller hurtigere på en lige strækning.

Sætter man XPENG P7 i køreindstillingen Sport, får man med det samme et smil på læben. I Sport udløses alle kræfterne i P7, og den føles præcis, levende og hurtig. P7 ligger utroligt godt på vejen, den er sjov, man har en god forbindelse til vejen, og den har et rigtig godt vejgreb. Denne elbil føles slet ikke så tung og kluntet, som mange andre elbiler kan gøre.

XPENG P7 har godt nok ikke luftaffjedring, men har på trods af det ramt en perfekt balance: Undervognen er perfekt stram og fanger fint ujævnheder.

I sidste ende føles XPENG P7 mere hjemme, når den køres stille og roligt. Efter en omgang sjov kan man sætte P7 i Standard, Eco eller XPedal (XPedal er One-Pedal drive, og vores foretrukne køreindstilling til hverdag). I disse forvandles den til en meget komfortabel, stille og enkel bil.

Alt i alt var vi meget imponerede over køreoplevelsen i XPENG P7. Den er let at køre, sjov, behagelig og en velafbalanceret elbil.

Xpeng P7
Køreoplevelsen i XPENG P7 er ret spot on.

Komfort

XPENG P7 er en meget komfortabel elbil. Den er let at køre, har smarte funktioner, behagelige sæder og er rummelig. Der er dog en enkel ulempe.

Foran

På forsæderne i XPENG P7 sidder man godt. Der er virkelig tænkt over designet, som heldigvis er meget funktionelt. Her er en enkelt plads til mobiltelefon, der oplades trådløst, to kopholdere samt et større lukket opbevaringsrum. I dette rum er en enkelt USB-A-port samt 12V-strømudtag. Man finder også masser af opbevaring i dørene, der uden problemer holder en stor drikkedunk.

Sæderne er meget komfortable, elektriske og med mange indstillingsmuligheder. Det er let at opnå en optimal siddestilling, hvor man samtidig kan se det hele det kompakte førerdisplay.

Bagi

Man sidder også behageligt bag i XPENG P7, der byder på overraskende god plads til hoved og ben. Det store panoramaglas giver lys og luft bagi – og det er til stor fornøjelse for børn og voksne.

Det er også en ganske bred bil, så der er fornuftig plads til tre personer bag. Bagi finder man også to styk isofix-beslag. Bagi er der også kopholdere, opbevaring bag på forsæder, to rum i dørene og to USB-A indgange. Man kan håbe på, at alle tre USB-indgange opgraderes til USB-C, når bilen officielt er klar i Danmark.

Opbevaringsplads

Hvor XPENG P7 kommer til kort, er på pladsen til bagage. I bagagerummet er der 440 liter, hvilket er en OK størrelse for en bil som denne. Desværre er det et meget dybt rum med en høj kant og en meget smal åbning. Man finder et betydeligt bedre bagagerum hos konkurrenten Tesla Model 3.

Dog har XPENG P7 et stort og godt frunk, der tilbyder ekstra opbevaringsplads. Alt i alt er der omkring 520 liter bagageplads.

Xpeng P7
Komforten fejler absolut intet foran i P7.

Udstyrsniveau

XPENG P7 er fra fabrikken en meget veludstyret bil, som man ikke skal spendere tusindvis af kroner på ekstraudstyr til. Det inkluderer hvid metallak, 19 tommer tofarvede aluminiumsfælge, elektrisk justerbare forsæder, opvarmede forsæder, ventileret førersæde, panoramaglastag, pollenfilter, adaptiv fartpilot og XPilot-førerassistent, 14 kameraer, 12 ultralydssensorer, 5 radarer og alle sikkerhedsfunktioner, internetopkobling, navigation, bakkamera og 360 graders kamera, 3 USB-porte og trådløs opladning af én mobiltelefon.

Interiør kan vælges i enten lyst eller sort.

Ekstraudstyr

Der kan ikke vælges meget ekstraudstyr til XPENG P7. Vil man have en anden farve end hvid, kan der betales mere for sølv, rød, grå eller sort. Danske priser på disse er endnu ikke klar.

I Standard Range og Long Range kan der tilkøbes Dynaudio-anlæg og sæder i nappalæder. I Performance-varianten er det hele inkluderet.

Skulle udstyrslisten komme til at se anderledes ud, når XPENG P7 kan købes i Danmark, sørger vi for at opdatere denne anmeldelse og eventuelt bedømmelse.

Bæredygtighed

Bæredygtighed er ikke noget, som XPENG sælger sig selv på. Selskabet vil hellere tale om sine teknologiske innovationer. Besøger du XPENGs hjemmeside, finder du kun en ganske kort bemærkning om bæredygtighed. XPENG er dog, ligesom de fleste andre, hoppet med på den grønne omstilling.

I selskabets seneste ESG-rapport oplyser XPENG, at man har gjort grønne tiltag inden for tre områder – de såkaldte scope 1 (direkte emissioner), scope 2 (indirekte emissioner) og scope 3 (andre indirekte emissioner).

Til produktionen af XPENGs biler bruger producenten i dag næsten ingen fossil energi. For at nedbringe CO2-udledningen fra produktion af
den energi, som XPENG køber (scope 2), fremmer XPENG opførelsen af solcelleprojekter. Det ventes at dække 10 procent af elforbruget på XPENGs kæmpefabrik i Zhaoqing. På området for scope 3, det vil sige andre indirekte emissioner, begrænser XPENG unødvendige forretningsrejser.

Konkret i forhold til XPENG P7 oplyser XPENG, at modellen har en samlet udledning af drivhusgasser i hele sin livscyklus, som er 26 procent lavere end brændstofbiler i samme klasse. XPENGs elbiler, der blev leveret i 2021, kommer i hele deres levetid til at bidrage med alt 1 million ton drivhusgasser, lyder det.

XPENG bruger desuden battericeller fra den store sydkoreanske producent SK innovation, der har som mål at være CO2-neutral i 2050 på områderne scope 1 og scope 2.

Når det kommer til bæredygtighed, er det altså ikke XPENG, der stiller sig forrest i køen af bilproducenter, som presser på for en grønnere fremtid.

Sikkerhed

XPENG P7 kommer med mange sikkerhedsfunktioner. Euro NCAP har i oktober 2023 testet sikkerheden i Xpeng P7 og giver den 5 ud af 5 stjerner. Den scorer 87 % for voksnes sikkerhed, 81 procent for børns sikkerhed, 81 procent for bløde trafikanter og 78 procent for førerassistentfunktioner.

Xpeng fremhæver blandt andet, at P7 har dobbeltlagede B-stolper i varmpresset stål, som giver ekstra god beskyttelse mod sidekollisioner.

Læs også: Disse 10 elbiler scorer bedst i sikkerhedstest

Garanti og service

XPENG P7 kommer med en 5 år fabriksgaranti, hvilket placerer den i den klart bedre ende i forhold til mange af konkurrenterne, som kun tilbyder en garanti på 2 år. Derudover finder man den klassiske garanti på højvoltsbatteriet, hvor XPENG garanterer mindst 70 procent resterende kapacitet efter 8 år eller 160.000 kilometer, alt efter hvad der kommer først.

Der er 3 års garanti på lakken og 12 års garanti på gennemtæring. Garantien ydes på betingelse af, at man kører bilen til service enten hvert år eller hver 20.000 kilometer.

Apropos service. Her skiller XPENG sig ud fra mængden. I oktober 2022 introducerede XPENG Service Flex, som er producentens bud på det moderne, fleksible og mobile værksted, som kommer til kunderne, når det passer dem bedst.

XPENG-ejere bestiller blot en tid, for eksempel i appen, og en servicevogn fra OmniCarService, som XPENG samarbejder med, kommer ud til kunden og leverer for eksempel service, dækservice, garantiarbejde og reparationer.

XPENG Service Flex koster fra 167 kroner per måned for 3 år eller 60.000 km. Prisen for 5 år eller 100.000 km er 170 kroner per måned. OmniCarService er et allerede eksisterende foretagende med høj kundetilfredshed, så vi er positive over for dette tiltag.

XPENG P7

Samlet bedømmelse: 77 ud af 100 (virkelig god)

Læs mere om de 10 kvalitetsparametre her.

Design og kvalitet 8/10
Rækkevidde og opladning 6/10
Infotainment, skærm, software og brugervenlighed 6/10
Selvkørende egenskaber 5/10
Køreoplevelse og ydelse 8/10
Komfort 8/10
Udstyrsniveau 10/10
Bæredygtighed 4/10
Sikkerhed 10/10
Garanti og service 8/10
Samlet bedømmelse 77/100*

*Der er givet 4 ekstra point til den samlede bedømmelse, da XPENG P7 giver god kvalitet for pengene. Læs mere om vores vurdering af kvalitet i forhold til pris her.

Læs også: Sådan tester og bedømmer vi elbiler

Konklusion på test af XPENG P7

XPENG P7 er en utrolig flot og velbygget elbil, der fanger mange forbigåendes blik med sit sporty og stilrene design. Samtidig er byggekvaliteten, særligt i kabinen, fremragende.

Komforten i XPENG P7 er rigtig høj. Man sidder behageligt både foran og bagi, hvor der ikke mangler plads. Det gør der dog i bagagerummet – her finder man et væsentligt større bagagerum i Tesla Model 3. Heldigvis er der også blevet plads til et frunk.

Køreoplevelsen og ydelsen i XPENG P7 er, ligesom komforten, i rigtig god. Den ligger super godt på vejen trods fraværet af luftaffjedring og er en sjov, behagelig og en velafbalanceret elbil.

Bilens infotainmentsystem er også hurtigt, intuitivt og flydende – og skærmene er af god kvalitet. Det er dog ærgerligt, at der ikke er adgang til Android Auto og Apple CarPlay, og at software og stemmeassistent ikke understøtter dansk – noget mange vil savne.

I XPENG P7 finder du også en lang liste af standardudstyr, og der er mulighed for at tilkøbe begrænset ekstraudstyr. Basismodellen er altså utroligt veludstyret.

Med fem års garanti og XPENGs nye serviceordning er man som ejer af XPENG P7 også ganske godt stillet.

Rækkevidden er på papiret god, men i praksis er det set bedre, og ladeeffekten og ladehastigheden er pt. for langsom. Når P7 leveres til danskerne, er det heldigvis med opgraderet DC-opladning.

Vægter du genanvendelige materialer højt og bæredygtig produktion af bilen højt, bør XPENG P7 ikke være førstevalget. Du gør dog stadig klimaet en stor tjeneste ved at vælge en elbil som P7.

XPENG P7 lander i vores test på 77 ud af 100.

Se også: Nyheder og test af elbiler

Pris på XPENG P7

XPENG P7 kan købes i tre varianter:

  • RWD Standard Range til 420.000 kroner
  • RWD Long Range til 450.000 kroner
  • AWD Performance til 520.000 kroner

Alle priser er indhentet 10. november 2022. Prisændringer kan forekomme. Vi henviser til bilproducenten for aktuelle priser.

Mere nyt om temaet

Her følger vi op med den seneste udvikling om emnet. Daniel Søgaard Hald har holdt fast i temaet. 9/11/2022 publicerede redaktionen en artikel der drejer sig om Volvo lancerer elektrisk topmodel: Mød Volvo EX90 – Tjek artiklen her. Tjek også seneste nyt om emnet her..