Samsung kommer med overraskende billig foldbar mobil i 2024
Samsungs serie af Galaxy Z Fold-smartphone er specielle, men også dyre. Den seneste model, Galaxy Z 5 Fold, koster i skrivende stund fra 9.900 kroner.
Markedet for foldbare smartphones har dog potentiale til at vokse meget mere, men det kræver billigere foldbare telefoner. Sådan lyder det fra analyseinstituttet TrendForce. Netop det kommer Samsung til at bringe på bordet inden længe, mener analyseinstituttet at vide.
Læs også: De 3 bedste smartphones fra Samsung
Samsung kommer med billig foldbar mobil
Ifølge TrendForce vil Samsung udvide porteføljen af foldbare telefoner til også at inkludere foldbare enheder i mellemklassen. Derfor vil vi allerede næste år se en billigere foldbar smartphone fra Samsung, lyder det.
Oplysningerne passer godt sammen med tidligere rygter, men der er stadig ingen konkrete oplysninger om, hvorvidt den billige foldbare model kommer til at minde om den store Galaxy Z Fold5 eller den mindre og billigere Galaxy Z Flip5. Det mest sandsynlige er en foldbar mobil, der kan komme til at få navnet Galaxy Z Flip6 FE.
Ifølge X-brugeren Revegnus, som er velvidende om alt, hvad der foregår hos Samsung, går den sydkoreanske producent efter en pris på den foldbare mellemklassetelefon på mellem 400 og 500 dollar. Det er altså omkring halv pris af den almindelige Galaxy Z Flip5 og dermed en mulig dansk pris på omkring 4.000 til 5.000 kroner.
Læs også: Den fedeste nyhed i Samsung Galaxy S24 kræver abonnement
Stor vækst i markedet for foldbare telefoner
Mens salget af smartphones generelt er stagneret eller decideret går tilbage, ser det anderledes positivt ud for salget af foldbare smartphones. Ifølge TrendForce er prisen på komponenter til foldbare raslet ned, og det gør det mere rentabelt for mobilproducenterne at fokusere på produktkategorien.
Analyseinstituttet estimerer, at der bliver solgt 18,3 millioner foldbare telefoner i 2023, hvilket vil være en stigning på 43 procent i forhold til 2022. Det er dog stadig kun 1,6 procent af det samlede smartphonesalg, så der er potentiale for meget mere. Næste år ventes salget at stige til 25,2 millioner eller hvad der svarer til 2,2 procent af det samlede smartphonesalg.
I 2027 vil der blive solgt 70 millioner foldbare mobiler – det svarer til 5 procent af det globale smartphonesalg i 2027.
Allerede i dag kan den billigste foldbare mobil købes for kun 3.659 kinesiske yuan. Direkte omsat til danske kroner er det 3.500 kroner. Den stigende konkurrence fra kinesiske mobilproducenter som Huawei, Oppo, Xiaomi og Transsion er formentlig også udslagsgivende for, at vi snart får en billling foldbar mobil fra Samsung at se.
Ifølge TrendForce er der dog ingen udsigt til, at konkurrenten Apple lige foreløbig lancerer en foldbar mobil. Årsagen skulle ganske enkelt være, at brugeroplevelsen endnu ikke sidder i skabet i det nye mobilformat. Det er mere sandsynligt, at Apple lancerer en foldbar tablet eller bærbar computer, lyder det.
Læs også: Nyheder om mobiltelefoner