iMessage-appen Beeper Mini virker igen – og nu er den gratis
Der har gennem det seneste stykke tid været hård konkurrence om at gøre Apples lukkede beskedprotokol, iMessage, kompatibel med Android-styresystemet. I sidste uge introducerede appen Beeper Mini den hidtil mest gennemførte integration af iMessage til Android.
I første omgang lignede det en overraskende velfungerende app, hvor du ikke engang behøvede at logge ind med dit Apple-id. Men glæden varede kun i et døgns tid, før Apple lukkede ned for appens adgang til iMessage-protokollen.
Holdet bag Beeper Mini giver dog ikke op, for nu er det lykkedes dem at finde en måde til at omgå Apples blokering.
Læs også: Ny app bringer iMessage til Android – og den virker overraskende godt
Beeper Mini virker igen, men kræver nu Apple-id
Den udgave af Beeper Mini, som blev lanceret i sidste uge, krævede ikke andet end dit telefonnummer for at synkronisere kontaktpersoner og sende ende-til-ende-krypterede iMessage-beskeder fra en Android-telefon til iPhone-brugere. Det virkede næsten for nemt og gnidningsfrit.
På en utrolig nem måde kunne man dermed få adgang til de eftertragtede blå talebobler, som kommer frem ved iMessage-kommunikation mellem to iOS-enheder.
Det fik Apple som bekendt sat en stopper for efter blot én enkelt dag, men nu har holdet bag Beeper Mini igen gjort det muligt at sende iMessage-beskeder fra en Android-enhed. Denne gang skal du dog bruge et Apple-id. Beskeder, som du sender, vil ikke længere blive sendt via dit telefonnummer, men i stedet gennem den e-mailadresse, som du har registreret hos Apple.
Det er ikke lige så bekvemt som den løsning, Beeper Mini startede ud med. Det er dog stadig iMessage, og du vil stadig få den blå taleboble.
Beeper Mini er nu gratis
Da Beeper Mini blev lanceret, var det med en gratis prøveperiode på en uge. Derefter kostede den 16 kroner per måned. Efter den opdaterede nyeste opdatering, der genopretter funktionaliteten i Beeper Mini, kræver holdet bag appen ikke længere betaling.
Dette sker, da Beeper-holdet er klar over, at Apple igen vil gøre alt for at få lukket for muligheden for at sende iMessage-beskeder fra en Android-telefon. Ved at gøre Beeper Mini gratis undgår man dermed at abonnere på et produkt, som potentielt holder op med at virke igen, hvis Apple igen føler for at lukke ned for appens funktionalitet.
Læs også: Apple lukker straks for app, der bragte iMessage til Android