Googles 4K-Chromecast kan få tiltrængt opdatering og ny fjernbetjening
Ifølge rygter er Google ved at gøre klar til at lancere en ny 4K Chromecast med Google TV. Den nuværende model af Android-streamingenheden blev udgivet tilbage i 2020, så det er måske på tide med en opdatering.
Se også: Priser, tilbud og guides til mobilabonnementer
Ny og hurtigere chip
Al viden om den kommende 4K-Chromecast med Google TV er baseret på rygter. Et af rygterne går på, at medieafspillerens chip bliver opgraderet til den nyere Amlogic S905X5-chip med en mere avanceret 6 nanometer fremstillingsproces sammenlignet med den 12 nanometer Amlogic S905X-chip, der driver den nuværende Chromecast.
En 6 nanometer fremstillingsproces i stedet for 12 nanometer betyder kort sagt, at der kan være mange flere transistorer på samme plads i forhold til i processoren i den nuværende Chromecast. Jo flere transistorer, desto bedre ydeevne og forbedret effektivitet.
Den opgraderede chip vil gøre den nye Chromecast mere responsiv, så den reagerer hurtigere på tryk på fjernbetjeningen, ligesom indlæsning af apps vil ske hurtigere.
Ifølge 9to5Google kommer den nye Chromecast til at koste det samme som forgængeren, der lige nu koster 339 kr. i Google Store. Ud over en bedre chip får den nye Chromecast sandsynligvis også en opdateret og bedre fjernbetjening. Den kan allerede blive annonceret på Google I/O 2024, som begynder den 14. maj.
Se også: Endnu en streamingtjeneste stopper deling af adgangskoder
Ny fjernbetjening med magisk knap
Der er endnu ikke mange detaljer om selve fjernbetjeningen, men nogle udviklere har tilsyneladende spottet den i en video i Android 14 beta sidste år. De beskriver en fjernbetjening, der ligner den nuværende, men som har flere knapper.
Én af de nye knapper ser ifølge beskrivelsen ud til at være markeret med en stjerne. Det kan være en “magisk knap”, som brugerne muligvis kan tilpasse til at åbne en yndlingsapp eller skifte tv-input.
Se også: Billige mobilabonnementer med streaming af musik, film og serier