Apple Vision Pro kommer til Europa efter WWDC
Apples mixed reality-headset, Vision Pro, kom på markedet tilbage i februar måned, men kun i USA og til en ganske høj pris på, hvad der svarer til 24.000 kroner.
På det tidspunkt var der ingen oplysninger om, hvornår headsettet ville finde vej til hylderne i andre lande, men nye oplysninger peger på, at ventetiden snart er forbi.
Se også: De første test og anmeldelser af Apple Vision Pro
International lancering efter WWDC
Det er den altid pålidelige Mark Gurman fra Bloomberg, der har nyt om Apples planer for lanceringen af Vision Pro i andre lande end USA. Det vil nemlig ske efter Apples WWDC-udviklerkonference, der finder sted den 10. juni.
Selvom ”efter WWDC” er lidt af et vidt begreb, fortæller Mark Gurman, at Apple allerede er i gang med at træne personale i Tyskland, Frankrig, Australien, Japan, Sydkorea, Singapore og Kina i at sælge headsettet og give demonstrationer.
Meget tyder med andre ord på, at den internationale lancering bliver annonceret ved WWDC, og at salget går i gang i disse lande ganske kort tid efter derefter. Det vil dog dermed også sige, at vi nok ikke får mixed reality-headsettet at se officielt i Danmark i denne omgang.
Apple præsenterede Vision Pro for første gang ved sidste års WWDC for på den måde at skabe interesse i den nye vision OS-platform hos udviklere, der straks begyndte at udvikle nye apps og tjenester til det nye styresystem. Det lader til, at Apple forsøger sig med noget af det samme denne gang, hvor Apple ventes at løfte sløret for visionOS 2 – næste version af styresystemet.
Faldende begejstring
Begejstringen og hypen var stor, lige da Apple Vision Pro kom på markedet og både forbrugere og anmeldere havde deres første oplevelser med det nye headset. Men siden da er luften i den grad gået af ballonen. Headsettet pærer brag af at være et førstegenerationsprodukt, og mange er utilfredse med den høje vægt, som gør headsettet ubehageligt over tid, ligesom det forbundne batteri, som man skal have i lommen, virker som et massivt kompromis ulig Apple.
Annonceringen af visionOS 2 og en udvidelse af salget til andre lande end USA kan igen sætte gang i udviklernes interesse for platformen ved WWDC.
Er du virkelig nysgerrig på Apple Vision Pro, kan du dog sagtens allerede nu købe det i Danmark. Du får dog lov til at betale en heftig overpris for produktet.