AI-boom øger Microsofts CO₂-udledning med 30 %
Microsoft har øget CO2-udledningen med næsten 30 procent siden 2020. Det gør it-gigantens mål om at blive CO2-negativ i 2030 endnu sværere. Synderen lader til at være AI.
Læs også: Forbrugerorganisationer anklager Temu for at manipulere kunder
AI øger Microsofts CO2-udledning
It-giganten oplyser, at dens CO2-udledning er steget med 29,1 procent i forhold til 2020, og det skyldes i høj grad indirekte udledning (Scope 3) fra opførelsen og etableringen af flere datacentre for at imødekomme kundernes efterspørgsel efter cloudtjenester.
Disse tal kommer fra Microsofts 2024 Environmental Sustainability Report, som dækker selskabets årsregnskab, der sluttede den 30. juni 2023. Dette omfatter en periode, hvor Microsoft massivt begyndte at optrappe udbredelsen af AI efter en eksplosion i interessen for OpenAI og ChatGPT.
“I år gav teknologier som AI fornyet håb om den rolle, som innovation kan spille for at fremskynde fremskridt. Fra forbedring af målinger til øget effektivitet i datacentre og forbedret energitransmission kan teknologi være en kraftig accelerator for det tempo og den skala, som verden har brug for for at opnå netto-nul,” oplyser Microsoft i sin rapport og tilføjer:
“Midt i denne optimisme står vi over for realiteterne i udfordringens kompleksitet … i regnskabsåret 2023 steg vores udledninger med 29,1 procent på tværs af Scope 1, 2 og 3 sammenlignet med vores 2020-udgangspunkt, da vi fortsætter med at investere i den infrastruktur, der er nødvendig for at fremme nye teknologier.”
Microsofts egne udledning er faldet
Scope 3-udledninger står for mere end 96 procent af Microsofts samlede udledning, som omfatter udledningen fra forsyningskæder, hardwarens og enhedernes livscyklus og andre indirekte kilder.
Virksomhedens egne Scope 1- og 2-udledninger er faktisk faldet med seks procent siden 2020 takket være indkøb af grøn energi, grønne tarifprogrammer og brug af klimakreditter.
Ifølge Wall Street Journal vil Microsoft forsøge at problemet med den øgede Scope 3-udledning ved at presse leverandører til at bruge vedvarende energi.
Microsofts vandregning løber løbsk
Ifølge Microsoft er selskabets nye datacentre blevet designet og optimeret til at understøtte AI-arbejdsbelastninger og vil slet ikke forbruge vand til køling i et forsøg på at reducere afhængigheden af ferskvandsressourcer, efterhånden som kravene til AI-beregninger stiger.
Rapporten afslører dog, at Microsofts vandforbrug i løbet af regnskabsåret 2023 faktisk steg “i overensstemmelse med vores forretningsvækst” – fra 6,4 millioner kubikmeter i året forinden til 7,8 millioner kubikmeter i seneste regnskabsår. Sidste års tal var i forvejen en stigning på 34 procent i forhold til i 2021.
Som svar på dette siger Microsoft, at de har øget investeringerne i vandopfyldningsprogrammer, hvilket har givet mere end 16 millioner dollar i 49 vandopfyldningsprojekter rundt om i verden Problemet er, at det tager tid for sådanne projekter at blive operationelle, så de indgår i dag kontrakter om projekter, der vil komme i gang om et par år.
I forhold til øvrige miljøpåvirkninger oplyser Microsoft, at de sigter mod at eliminere al affald fra bygninger og drift inden 2030, og at 90 procent af deres servere og al cloud-hardware vil blive genbrugt og genanvendt inden 2025.
Det gode kan opveje det onde, mener Microsoft
Microsofts præsident og næstformand Brad Smith oplyser til Bloomberg, at det gode, som AI kan gøre for verden, vil opveje miljøpåvirkningen:
“Vi mener grundlæggende, at svaret ikke er at bremse udbredelsen af AI, men at fremskynde det arbejde, der er nødvendigt for at gøre det mere miljøvenligt.”
Og Microsoft har bestemt ikke planer om at sænke farten af hensyn til miljøet og klimaet. I sidste måned oplyste Microsoft, at virksomheden ønsker at tredoble hastighed for udbygningen af yderligere datacenterkapacitet i første halvdel af sit regnskabsår 2025.
Som Microsoft er inde på, er det lidt paradoksalt at skrue op for investeringerne i AI og dermed dataforbruget og behovet for strøm og vand til nedkøling af servere til skade for klimaet, når AI samtidig kan være en teknologi, der medvirker til at finde nye måder at reducere CO2-udledningen på. I en tid, hvor de store techgiganters udledningerne gerne skulle dale, ser det i hvert fald ikke så godt ud, at det går den gale vej for en stor virksomhed som Microsoft.
Læs også: Microsoft går all-in på AI: Pc’er får dedikeret Copilot AI-knap