Tesla Model 3-rivalen Kia EV4 spottet i Europa
Kia vil bygge en række nye elbiler på Hyundais elbilplatform E-GMP – samme platform, som allerede anvendes til Kia EV6 og EV9 og Hyundai Ioniq 5 og Ioniq 6. I de kommende år kan du blandt andet se frem til crossoveren EV3, sedanen EV4 og SUV’en EV5.
Den nye, opdaterede Kia EV6 er allerede til salg i Sydkorea, men lader endnu vente på sig herhjemme. Imens arbejder Kia også på sin næste store satsning – nemlig den kommende sedan EV4, som ventes at komme til blandt andet Europa.
Se også: Billeder, specifikationer og rygter om Kia EV4
Kia EV4 er en direkte Tesla Model 3-konkurrent
Kia EV4 bliver den næste bil, som skal tage kampen op med Tesla Model 3. Sidste år blev Kia EV4 afsløret i konceptform, og nu har AutoExpress omsider spottet den ude på de tyske veje godt gemt væk i kamuflage.
Trods den massive kamuflage er det tydeligt at se på billederne, at der er tale om en ny model, og at dømme ud fra dens proportioner og detaljer er der vist ingen tvivl om, at der er tale om en EV4. Man kan for eksempel se konturerne af det endelige produktionskarrosseri, som holder sig tæt på EV4-konceptet.
Selv om vi her kalder EV4 for en sedan, har dens taglinje mere karakter af at være en fastback. Der er formentlig tale om et bagagerum i samme stil som i Tesla Model 3, hvor glasset er fastmonteret og derfor ikke er en del af bagklappen.
Se også: Se Kias udvalg af elbiler i Danmark
Kia kalder selv bilen for “en helt ny type EV-sedan”, men det kan også bare være en henvisning til den usædvanlige form på bagenden, som er meget karakteristisk. Uanset hvad man kalder den, vil den være en af de mest iøjnefaldende elbiler på vejene, og den vil helt sikkert tiltrække sig en masse opmærksomhed – helt ligesom Kia EV6 gjorde, da den blev lanceret i 2021.
Se også: Sammenlign specifikationer og priser på elektriske sedaner
Pris på Kia EV4: Måske lige så billig som Tesla Model 3
Kia EV4 forventes at få en pris, der begynder at nærme sig prisen på en Tesla Model 3. Det forlyder, at den amerikanske pris kan starte på 35.000 dollar, mens andre medier spekulerer i en startpris på op mod 40.000 dollar. Til sammenligning koster EV6 fra 42.600 dollar.
I bedste fald kan Kia EV4 altså komme til at koste omkring 312.000 kroner, hvilket er mere eller mindre samme pris som Tesla Model 3, som aktuelt koster 311.990 kroner. Vi vil dog heller ikke blive overraskede, hvis Kia EV4 bliver en tand dyrere end Model 3 og koster op mod 350.000 kroner. Der vil stadig være et stykke op til den større og dyrere EV6, som koster 379.900 kroner, og Kia vil senere hen også introducere en endnu billigere EV3, som kan komme til at koste under eller omkring 300.000 kroner.
Der skulle også komme performance-udgaven EV4 GT med to motorer, som kan blive en elektrisk efterfølger til Kia Stinger.
Kia EV4 vil have mange ligheder med den billigere EV3, der også er på vej – blandt andet at basismodellerne får en batteripakke med en kapacitet på 58,3 kWh og en Long Range-udgave med et 81,4 kWh batteri. Der vil være mulighed for forhjulstræk eller firehjulstræk, og der anvendes en 400 volt elektrisk arkitektur for at holde prisen nede. Rækkevidden skulle være på omkring 350 km i basismodellen og op til 500 km i Long Range-varianten.
Kia har endnu ikke bekræftet, hvilke lande EV4 kommer til salg i, men eftersom den nu er spottet i både Sydkorea og Europa, bør vi se bilen i mindst disse to markeder. Den vil dog først være tilgængelig i løbet af 2025, forlyder det.
Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Disse elbiler kommer i 2024, 2025 og 2026
De billigste elbiler i Danmark
Se bedste forsikring til elbiler