Tesla klar med stor opdatering af Fuldt selvkørende egenskaber

Tesla har netop lanceret version 13 af Fuldt selvkørende egenskaber (FSD) til nyere Tesla-elbiler med Hardware 4-computere. Opdateringen skulle bringe store forbedringer med sig.

Tesla klar med stor opdatering af Fuldt selvkørende egenskaber

Har du en nyere Tesla-elbil med en såkaldt Hardware 4-computer, og har du tilkøbt Fuldt selvkørende egenskaber, kan du inden for den næste uge opdatere til den nyeste version 13.2.1 af førerassistentsystemerne.

Opdateringen ruller ud til Tesla-elbiler, der er udstyret med den nyeste HW4 (AI4)-computer.

Tesla Model 3 fra 2017 til 2023 har HW3-computer, mens den nye Highland-variant har HW4. Siden maj 2024 har Tesla Model Y været produceret med den nyeste hardware. Hvis din Tesla-elbil har røde kameralinser, betyder det, at den har HW4.

”FSD v13.2.1 ruller nu bredt ud til AI4-kunder! Det plus julesoftwareopdateringen kommer inden for en uge. Teamet arbejder på en meget opdateret v12.6 til AI3-kunder i slutningen af året,” siger Ashok Elluswamy, der er Teslas chef for selvkørende biler.

Version 13 af FSD, som det også kaldes, var egentlig planlagt til oktober, men blev forsinket. Tesla udrullede en skrabet udgave af softwaren til et begrænset antal elbiler sidst i november, men det er først nu, at Tesla er klar til at lancere den endelige version – og til alle.

Se også: Se alle elbiler fra Tesla

Mange Tesla-ejere må vente

Sidste år lød det fra Elon Musk, at Tesla-ejere med den ældre HW3-computer vil få opdateringer 6 måneder før dem med HW4-computere, fordi de har ventet længere. Men nu er Tesla vendt på en tallerken og lader altså ejere af de nyeste Tesla-elbiler med HW4-computere få opdateringen først.

Da Tesla annoncerede den førerløse Cybercab, indrømmede Elon Musk, at det ikke er sikkert, at Tesla-elbiler med HW3 kan blive ægte selvkørende på grund af begrænsninger i computerens regnekraft.

Ashok Elluswamy oplyser nu, at Tesla-ejere med HW3-computere i stedet kan forvente ”en meget opdateret version 12.6”. Det er endnu uklart, hvor stor forskellen er mellem version 12.6 og den nyeste version 13.2.

Elon Musk har også kommenteret opdateringen og oplyser, at den vil ”blæse dig omkuld”. Det er dog en vending, han har brugt om hver eneste nye Tesla FSD-opdatering, så tag det med et gran salt.

Se også: Test og anmeldelser af elbilers selvkørende egenskaber

Sådan fungerer version 13 af Fuldt selvkørende egenskaber

Fuldt selvkørende egenskaber har forbedret sig i løbet af de sidste par år, men den er stadig langt fra at kunne opnå ægte autonom kørsel – noget, som Elon Musk hvert år de seneste fem år har hævdet, at Tesla vil opnå.

Det er endnu uklart, hvor store forbedringer der er sket i den nyeste udgave af Fuldt selvkørende egenskaber sammenlignet med den hidtil tilgængelige udgave. En video på X viser dog en længere køretur i en Cybertruck med den nye opdatering, og her lader systemet til at bringe store forbedringer med sig. Det er dog værd at bemærke, at “Full Self-Driving (Supervised)” i USA er mere avanceret end den udgave af Fuldt selvkørende egenskaber, der er tilgængelig i Danmark.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Perspektivering

Tesla og især Elon Musk har i mange år proklameret, at bilmærket er lige på trapperne til at realisere ægte selvkørende biler, men vi har endnu til gode at se det ske.

11. oktober annoncerede Tesla den førerløse elbil Cybercab, som ikke har rat. Det er planen, at den kommer enten i 2026 eller 2027. Imens undersøges Tesla særligt i USA for, om selskabets “selvkørende” software har været i skyld i en række dødsulykker.

Se test og anmeldelser af elbiler, der har de bedste førerassistentsystemer.

Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
De billigste elbiler i Danmark
Hvilke elbiler er Bedst i Test?