Selvkørende biler får lys, der taler til fodgængere

Opels nye lyssystem kommunikerer med fodgængere om bilens intentioner. En ensartet kommunikation mellem biler og omverdenen er alfa og omega for teknologiens succes.

Selvkørende biler får lys, der taler til fodgængere

I en tid, hvor selvkørende teknologi er under hastig udvikling, byder Opel ind med et nyt lyssystem til autonome biler, der advarer fodgængere om bilens intentioner.

For at øge trygheden og ikke skabe forvirring og utryghed er det nødvendigt, at bilers kommunikation med omverdenen standardiseres – se hvordan billys, der taler til fodgængere, øger trygheden.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Opel Grandland Electric

Opel tester nyt lyssystem: Bilen taler til fodgængere

Opel har udviklet en prototype af SUV’en Grandland, hvor logoet på fronten er udskiftet med et nyudviklet lyssystem, der kommunikerer direkte med fodgængere, når bilens førerassistentsystemer er aktive.

Lyssystemet anvender farverne cyan og magenta til at signalere bilens intentioner – for eksempel når bilen bremser eller standser for fodgængere. Samtidig viser en lille skærm, hvor emblemet på fronten under normal kørsel vises, letgenkendelige piktogrammer som fodgænger- eller stop-symboler.

Projektet er udviklet i samarbejde med Technische Universität Darmstadt og har til formål at øge sikkerheden ved førerassistentsystemer, som i de kommende år bliver mere autonome.

Se også: Alle elbiler fra Opel i Danmark

Farver på selvkørende biler gør trafikken tryggere

I takt med, at mere autonome førerassistentsystemer finder vej til elbiler, rejser spørgsmålet sig, hvordan mennesker i trafikken bedst muligt kan forstå bilens bevægelser og intentioner. Ved at bruge farvekoder og symboler kan bilen signalere, hvornår den bremser, stopper eller hvornår føreren har overtaget styringen – noget, der kan øge trygheden og mindske risikoen for ulykker mellem biler og fodgængere/cyklister.

Det store potentiale, der er i bedre kommunikation mellem biler og omverdenen, kræver, at kommunikationen bliver standardiseret. For eksempel har Mercedes-Benz foreslået turkis lys i for- og baglygterne, mens Opel nu går en anden vej.

Mercedes-Benz har valgt en anden lyssignatur end Opel, og det kan skabe forvirring. Foto: Mercedes-Benz

Hvis hver bilproducent vælger egne farver og symboler og hver deres måde at kommunikere disse signaler til omverdenen på, ender teknologien med at skabe enorm usikkerhed i stedet for klarhed. Derfor er der behov for standardiserede regler, der fastlægger, hvilke farver og ikoner der skal bruges, og hvor på bilen informationen vises.

Kommunikationen skal samtidig være intuitiv og fungere for alle – det vil sige børn, ældre og personer uden teknisk indsigt – og virke under alle lys- og vejrforhold. Et universelt, enkelt og genkendeligt designsprog er nødvendigt for at skabe bred tillid til selvkørende biler i befolkningen.

På længere sigt bør denne type systemer ikke kun kommunikere med mennesker, men også med infrastrukturen og andre biler, så trafikken kan afvikles både sikrere og mere intelligent. Lykkes det, kan lys som sprog i fremtidens biler blive en vigtig brik til at gøre det sikrere for fodgængere og bløde medtrafikanter at færdes omkring selvkørende biler.

Perspektivering

Vil du vide mere om selvkørende teknologi? Se fordele og ulemper ved førerløse biler.

Vi anbefaler:
Bedste SUV til familien under 300.000 kr.
Disse elbiler er Bedst i Test
De 5 bedste elbiler til familien