Ny Tesla Model 3 giver mest rækkevidde til prisen
I disse måneder kommer der mange elbiler med længere rækkevidde. Senest har Tesla opdateret sedanen Model 3 med hele 750 km rækkevidde.
Dermed har Tesla Model 3 den tredje længste rækkevidde i Danmark og er den elbil, der kører længst i forhold til prisen – se hvorfor den nye Tesla Model 3 er et godt køb.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Tesla Model 3
Tesla Model 3 med 750 km rækkevidde til samme pris
Tesla Model 3 Long Range med baghjulstræk har fået et større 82 kWh batteri og har dermed nu en lang rækkevidde på hele 750 km (WLTP). Det er en forøgelse på 7 procent fra de tidligere 702 km.
Også Tesla Model 3 Long Range Firehjulstræk har fået et større batteri. Dens rækkevidde er øget fra 629 km til 660 km. Det samme gælder Model 3 Performance, som nu kører 571 km i stedet for 528 km.
Ud over det større batteri kommer den nye 2026-udgave af Model 3 med blinkerarm bag rattet – noget, som oprindeligt blev fjernet, da den faceliftede Model 3 blev introduceret i november 2023.
Tesla har også tilføjet et frontkamera på forkofangeren i stedet for oppe i toppen af vinduet. Derudover har den nye Model 3 også sorte emblemer.
Priserne på alle fire varianter af Model 3 er uændrede:
- Tesla Model 3 Baghjulstræk med (513 km): 299.990 kr.
- Tesla Model 3 Long Range med baghjulstræk (750 km): 339.990 kr.
- Tesla Model 3 Long Range firehjulstræk (660 km): 359.990 kr.
- Teala Model 3 Performance (571 km): 469.210 kr.
Se også: De bedste elektriske sedaner i Danmark
Ny Tesla Model 3 sætter ny standard for rækkevidde til prisen
I forvejen er Tesla Model 3 en virkelig god sedan i mellemklassen, der får bedømmelsen 81/100 i test. Den længere rækkevidde, genintroduktionen af blinkerarmen, det nye frontkamera og at priserne er uændrede gør pludselig sedanen væsentligt mere interessant.
Kort sagt finder man nu ingen anden elbil, der giver lige så lang rækkevidde i forhold til prisen. Blot 453 kr. betaler man for hver km rækkevidde – det er lavere end nogen anden elbil på det danske marked.
Hvis du ønsker en elbil, der kan køre langt, og som er billig, får du altså ikke en bedre elbil end Tesla Model 3 Long Range med baghjulstræk, der kører 750 km og koster 339.990 kr.
Det er særligt på grund af et ekstremt lavt energiforbrug gennem en meget effektiv drivlinje og et aerodynamisk design, at Model 3 kan opnå den lange rækkevidde med et 82 kWh batteri.
Det lave energiforbrug på kun 13,6 kWh/100 km har en anden stor fordel: Den er billig at køre i. Jo flere km kørsel man får ud af en kWh, desto lavere er omkostningerne til opladning. Også når det kommer til strømforbruget, er Model 3 en af de bedste elbiler på markedet.
Går du meget op i køreøkonomi, er Tesla Model 3 altså et af de mest fornuftige køb, du kan gøre for tiden.
Se også: Alle elbiler fra Tesla
Perspektivering
Selv om Tesla Model 3 er en virkelig god elbil, er der også mange andre mindst lige så gode alternativer. Se de bedste alternativer til Tesla Model 3.
Se også hvilke elbiler der giver længst rækkevidde i forhold til prisen og hvilke elbiler der har det laveste strømforbrug.
Vi anbefaler:
Sammenlign elbiler på pris og bedømmelse
Hvilke elbiler er bedst i test?
De billigste elbiler i Danmark