Billigere opladning hos Norlys – men billig nok?

Norlys sænker priserne på hjemmeladning og fordobler rabatten på offentlige ladere fra 1. januar 2026. Se om du bør vælge en ladeløsning fra Norlys.

Billigere opladning hos Norlys – men billig nok?

Fra 1. januar 2026 sænker Norlys prisen på sine ladeløsninger til elbiler som følge af den lavere elafgift. Det betyder en lavere månedlig ydelse og ekstra rabat på offentlig opladning – se om du bør vælge Norlys’ ladeløsninger.

Se også: Hvilken ladeudbyder er bedst?

Spar penge på opladning af elbilen hos Norlys

Fra 1. januar 2026 bliver det lidt billigere at have en ladeløsning til sin elbil hos energi- og teleselskabet Norlys.

På grund af elafgiften, der sænkes til 1 øre/kWh inkl. moms i 2026 og 2027, sænker Norlys prisen på en serviceaftale med 30 kr., uanset om man ejer eller lejer sin ladeboks. Kunder med egen ladeboks vil i 2026 og 2027 betale 49 kr./md. mod tidligere 79 kr./md. Kunder, der lejer ladeboksen, vil betale 169 kr./md. mod tidligere 199 kr./md.

En anden nyhed fra Norlys er, at ladeboks-kunder får fordoblet rabatten på Norlys’ offentlige ladenetværk fra 10 til 20 procent. I dag får man 10 procent rabat på farten, hvis man har egen ladeboks fra Norlys. Den øgede rabat svarer til den eksisterende Oplad Ude Plus-rabatordning, som man kan købe særskilt for 59 kr./md.

Se også: Skal jeg vælge en 11 eller 22 kW ladeboks?

Dyr hjemmeladning – attraktiv offentlig opladning

Det er naturligvis en god nyhed, at Norlys sænker priserne på sine ladeløsninger, og det er også nødvendigt, for særligt Norlys’ abonnementer på hjemmeladning er i dag ikke synderligt attraktive.

Norlys udmærker sig ved at være én af få ladeudbydere, der tilbyder ladeabonnementer med en begrænset mængde strøm til en fast pris per måned. Norlys vil gerne fremhæve, at det skaber vished om prisen, men er det virkelig ønskværdigt, når man i stedet betaler en for høj pris hver måned?

Har man mulighed for at få egen ladeboks, vil vi som udgangspunkt anbefale, at man dropper alt, hvad der hedder serviceaftaler, da de bliver tæt på overflødige, nu hvor ladeoperatørerne ikke længere har nogen elafgift at stå for refusion for. Køb i stedet for en ladeboks efter eget ønske, eksempelvis Zaptec Go, og nyd den billigst mulige opladning året rundt. Husk naturligvis også en billig variabel elaftale.

Har man et højt kørselsforbrug i omegnen, er det først ved cirka 40.000 km kørsel om året, at man bør overveje Clevers fastprisabonnement.

Er du afhængig af at oplade elbilen ude, kan du med fordel fortsat overveje at betale 59 kr./md. for at få rabat på Norlys’ offentlige ladenetværk. Det giver nogle ganske attraktive priser på 2,39 kr./kWh for normalladere og 2,6 kr./kWh for hurtig- og lynladere.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Guide til opladning af elbil i hjemmet

Vil du vide mere om opladning af elbilen? Få hjælp til valg af ladeløsning, elaftale, ladeboks og lær mere om installation af ladeboks i vores guide til opladning af elbil i hjemmet.

Inden du vælger en ladeudbyder, bør du også se nærmere på de bedste ladeudbydere og de bedste ladebokse.

Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af nyeste elbiler
Stor guide til valg af ladeløsning, ladeudbyder og ladeboks
De billigste elbiler i Danmark